“Når jeg har afleveret barnet i vuggestuen, cykler jeg ud til mit nye atelier i Nordhavn for at samle noterne om liv og ler… På vejen hører jeg nyhedspodcasts om børnene i Gaza og jordskreddet i Ølst. Jorden skrider i disse år, måneder og uger. Alt skal tænkes om”.

Amalie Smith er forfatter og billedkunstner, og hun vandt mit hjerte med den imponerende bog Thread Ripper (2020). En flersporet fortælling om vævning. Om at arbejde på et digitalvævet billedtæppe og samtidig væve i kærligheden og i livet. Kompleks og dybt intelligent. Terracotta når desværre ikke helt samme mesterværkshøjder – men der skal også meget til. Bogen handler ifølge Smith selv om “at sætte et barn i verden, som har kurs mod ubeboelighed, og om at øve sig i planetarisk tænkning.” Et (for) bredt og komplekst emne at indfange. Og det bærer bogen præg af. Men alligevel er den en kæmpestor læseoplevelse, der både maner til refleksion, og sender tankerne på langfart.

Terracotta er oprindeligt en jordart og betyder ‘brændt ler’. Mange artefakter, som netop er fremstillet i terracotta, er fundet gennem tiden. For eksempel det berømte arkæologiske fund “Terrakottahæren” på ca. 15.000 udgravede terrakottamodeller af soldater og heste i fuld størrelse, placeret i militær formation. Det blev fundet omkring to kilometer øst for Kinas første kejser Qin Shi Huangs (260-210 f.Kr.) grav. En hel imponerende hær skabt i porøst ler, et universelt og urgammelt materiale, der på magisk vis har overlevet i så mange år. Det i sig selv er interessant!

“Terracotta”, nærværende bog, består af en samling af tekster, tanker, optegnelser og noter, der alle undersøger sammenhængen mellem liv og ler. Livet som det opstod for forfatterens datter i livmoderen. Livet omkring forfatter og datter. Om infrastruktur, om kunst, om skabelsen, om klimakrise, om alt mellem himmel og især jord. For med jord, med ler kan man skabe. Dyrke afgrøder og fremstille figurer, skåle og krus. Forankringen, jordforbindelsen er vildt interessant og får mig til at tænke på præstens ord ved en begravelse “af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”. Her betegner Jord det forgængelige og rent legemlige i modsætning til den evige og sjælelige himmeldimension.

Jeg er meget betaget af bogen, måske fordi jeg selv har levet sammen med en kunstner, der var dybt optaget af naturens aflejringer, forvandlinger og genopstandelser. Selv har jeg rejst verden rundt, for at opleve netop lerfund fra tidligere tider, og har altid været fascineret af lerets magi.

Men når det er sagt, er bogen svært tilgængelig og nogle få steder næsten banal. Den fragmenterede form, der understøtter bogens budskab, er set før. At man skal vende bogen, for at læse den anden side af fortællingen er fint, men reflekterer ikke budskabet, som håbet. Optegnelserne, tankerne, der lader os træde helt ind i kunstnerens intimsfære er vildt spændende. Men jeg forløses aldrig helt – for hvilket hele, hvilken sammenhæng er det reelt, vi taler om? Smiths brede penselstrøg stikker af i øst og vest. Men viser dog, at livet stadig på mange måder er et stort mysterie. Og det er en klog erkendelse. Jeg venter spændt på Amalie Smiths næste litterære værk.

Amalie Smith, Terracotta, Gyldendal, 192 sider, udkom den 10. januar 2025.