Ulvemælk er en af den slags bøger, som efterlader et kæmpestort aftryk i både sind, sjæl og hjerte. I et stærkt poetisk og sanseligt sprog udfolder romanen en tankevækkende AI-dystopi, hvor menneskene konstant overvåges af deres elektroniske devices og hvor den kunstige intelligens har overtaget vores historiefortælling.

Romanen fortælles i to spor. Et fremtidspor i 2040, hvor vi følger forfatteren Inga, som AI har gjort arbejdsløs. Hun bor i sin mormor, Anes hus i Tværmose i Jylland sammen med kæresten Alexander, der forsker i ulve. Næsten alt er dækket af skov, der kribler dystert, og som langsomt, men sikkert er ved at opsluge hele Jylland. Vildsvin, ulve og andre dyr færdes frit.

I romanens andet, historiske og exofiktive spor, møder vi folkemindeindsamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), som var en virkelig person, der blev anset for at være den største folkemindeindsamler i den vestlige verden. Han vandrer fra gård til gård i Tværmose for at indsamle viser og eventyr fra en snart svunden tid. Her besøger han også Ingas mormor Ane, som kan fortælle mange ulvehistorier. En af de særligt uhyggelige når han ikke at høre slutningen på inden Ane dør. Samtidig er der, i 2040, et dyr, der bliver ved med at kradse på Ingas dør, og som skræmmer hende fra vid og sans. Der er således skabt en forbindelse mellem fortid og fremtid. Men hvad er sammenhængen? Og hvem og hvordan skal historien fortælles til ende? Det skal naturligvis ikke spoiles her.

Sproget er ubeskriveligt smukt og sanseligt, og jeg nød hver en sætning, og de store sproglige delikatesser. For eksempel: “Morgensolen stænker guld nederst på væggen”, og “Følelsen af ensomhed og sorg kommer vandrende gennem gårdspladsens perlegrus.” I sidstnævnte sætning maner det sproglige greb, alitterationen, smukt bogens intense stemning, stærkt og billedrigt frem for os. Her er en forfatter, der mestrer sproget og dets virkemidler til fingerspidserne.

Raffineret sætter Weitze scenen i grænselandet mellem (folke)eventyr og hverdagsrealisme, mellem fortid og fremtid. Samtidig slår hun et bragende smukt poetisk slag for fortællingen, som den nødvendige kraft, der binder sjæle – og vores, menneskets, historie – sammen. Den udgør vores fælles ophav og identitet. Koblingen mellem folkeminder og en fremtid styret af IA, er genial og rejser det relevante spørgsmål: hvem skal overlevere vores historier, når vi dør? Er der andre end os selv, der kan fortælle vores egne historier?

Det er hamrende original og spændende læsning, som man ikke kan lægge fra sig før sidste side er vendt. Og som altid har Weitze sin research på plads, men hun tilsætter også, finurligt, sin egen sandhed, (såsom at Ulvemælk var kendt for at hele mennesker, der savnede andre). Pennestyreren, historiefortælleren, har magten, og derfor skal man ikke altid tage alt, hvad der skrives for gode varer.

Bogens smukke forside er i sig selv et studie værd. Den er inspireret af gamle eventyr- og naturvidenskabsbøger. Fikserbilledeteknikken, hvor ét motiv gemmer sig i et andet, gør at man kan kigge på det lille kunstværk i timevis. Hvis man kigger godt efter, træder Evald med ulvespor ud på bogens bagside. Ulvemælk og andre helende planter er naturligvis også med. Genistregen er skabt af grafisk designer Alette Bertelsen.

Ulvemælk er et værk, jeg kunne blive ved med at skrive om, men vil afslutningsvis blot anbefale den til alle, som holder af natur, eventyr, folklore og kloge betragtninger om fremtiden. Skrevet frem med en sjælden sproglig ekvilibristisme, som går lige ind i læsesjælen. Weitze kandiderer stærkt til dette års Gyldne Laurbær.

Charlotte Weitze, Ulvemælk, Gutkind, 332 sider, udkom den 29. januar 2025.