“For enden af øjet bevæger dagen sig i glimt.”

Jeg er allerede blæst bagover af bogens første sætning, som er så smuk, at jeg læser den flere gange. Igen og igen og blinker mod dagen, mod livet, der netop bevæger sig glimtende.

“En som to” er Dinas anden digtsamling, og den kredser om sorg, savn og ensomhed. Digterjeg’et har mistet en nærtstående – læseren ved ikke hvem eller hvordan, det er sket. Sorgen er i centrum og lurer hele tiden mellem linjerne. Noget mangler. Og jegets stærke sansninger og de smukke, musikalske linjer har en udefinerbar skrøbelighed, som næsten synes at hviske sorgen stille ud:

“to mellemrum tegner en bølget linje / over næseryggen ser dagen sit snit // i himmelgrå øjne blunder en morgen / blinker mine låg og lukker i”

Øjnene er himmelgrå og ikke himmelblå – et fint poetisk ordspil. Det er dagen, der ser sit snit (til hvad?), mens jeget lukker øjnene for den. Der kredses stille om savnet, og vi hører om dagene, præget af længsel, tomhed, sanserne, der stille og præcist registrerer omgivelserne både inde og ude, og sorgens karakter sætter sig lige så stille i os.

Jeget registrerer således mere end det lever; møblerne står som de plejer, men de bliver en udefinerbar kulisse i et andet levet liv, dagene flyder sammen: “en mandag kunne være en tirsdag onsdag torsdag aften sen fredag sen / sen lørdag (…) hører en knyttet hånd banke på / døren stikkende hovedet ind kommer du ikke med ud // i dag.”

Den knyttede hånd er en stærk metafor for sorgen og længslen, der hele tiden er til stede. “En som to” er EN fremragende og meget fin digtsamling, som skrøbeligt og rammende kredser om savnet og sorgen. Vi mærker fortvivlelsen over pludselig at have mistet helt ind knoglerne.

Forlaget oplyser, at “digtene er skrevet over en længere periode og behandler at gå fra et før til et efter, fra to til en”. I digtsamlingens første del er jeget ensom og indelukket, og prøver at lukke dagen ude. I anden del, som består af et smukt langdigt, insisterer stemmen på at være en del af et større hele “der ånder / og lever blandt / mere blandt andet blandt / andre blandt flere blandt alle.”

Som relativt nylig fraskilt skriver Dinas digte sig smerteligt og direkte ned i min sorg og mit savn. Følelsen af at være alene og ensom rammer spot on. Trods sorgen går livet videre, men synes så uvirkelig. Digtsamlingens stærke universelle og bevægende skrøbelighed er mesterlig og hjertegribende, og sjældent har jeg set savn og sorg beskrevet så præcist, så smukt og så eksistentielt. Jeg har tabt pusten. For jeg er så berørt. Men aner heldigvis lys forude. Ligesom i digtsamlingen.

Dina Charlotte Damgaard Bodé, født 1996, debuterede i 2022 på Asger Schnacks Forlag med digtsamlingen “hud så blød”. Hûner uddannet fra Biskops Arnö Författerskola og Københavns Universitet.

Dina, en som to, Ekbátana, 68 sider, november 2024.