Jeg er fascineret af Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab. Dybt fascineret. Det har jeg været siden hendes gennembrudsromaner “Hildegard” og “Hildegard II”, der fulde af poesi og sanselighed indfanger den middelalderlige lægekyndige, nonne, forfatter og komponist Hildegard af Bingens liv. Ligeså fascineret er jeg af hendes seneste roman Ræveår.

Vi befinder os på Læsø i år 1780. Mellem hede, klitter og sandjord helt ude ved vandet på den yderste side af øen, lever en gruppe kvinder, som vi følger i denne vidunderlige kollektive roman.

Som det eneste sted i Danmark måtte kvinder på Læsø eje fx jord på lige fod med mænd, så de ejer selv husene, kører hestevognene, dyrker den sandede jord, passer dyr og børn. Deres mænd er på havet store dele af året. Kvinderne klarer med andre ord sig selv; fødsler, sygdom med mere. Da et skib med 600 mænd ombord forliser på øen forrykkes deres hverdag. Som naturens medspiller er der ræven. Både som symbolsk karakter og som metafor for naturen og dens luner. Ræven har sine egne kapitler, og ved alt om kvinderne. Den er med andre ord et greb, der gør at fortælleren kan røbe det om kvinderne, som ellers holdes hemmeligt.

Bogens gennemgående tema er fællesskab – også på trods. For kvinderne er dybt afhængige af hinanden, og bliver nødt til at være solidariske med hinanden for at overleve. Det er samarbejde, der redder dem, og de er hinandens anliggende uanset, om de vil det eller ej. I det fattige og rå samfund kan man nemlig kun overleve, hvis man holder sammen. Det illustreres allerede i bogens indledende scene, hvor kvinderne sammen redder enken fra fårehuset fra druknedøden.

Handlingen underbygges af en vidunderlig detaljerig lokalkolorit, der udover at give en unik indsigt i det slidsomme kvindeliv, beskriver alt fra egnsretter til de arbejdsprocesser, der kendetegner Læsø – fx tængning, som er opførelsen af øens karakteristiske tangtage. Det hele beskrives så malerisk, at man både kan dufte, se og fornemme Læsø, som gik man rundt på et levende friluftslivmuseum. Et fint lille stykke Danmarkshistorie.

Sproget er sanseligt, smukt og malerisk, og hvis man aldrig har været på Læsø, så har man det, når man har læst bogen. I 1780 vel at mærke. Men selvom bogen foregår i 1780, så er den forbløffende moderne og skuer ind i en fremtid, hvor fællesskab og samarbejde må vinde over det egotrippene individ, som ikke nødvendigvis er til gavn for andre end sig selv. Et stærkt budskab, og en meget stærk og læsværdig fortælling. Bravo!

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ræveår, Gyldendal, 423 sider, udkom den 31. oktober 2024.