Ida Jessen: Jeg vil!
Den prisvindende forfatter og oversætter Ida Jessen, kan om nogen mane dybe og nuancerede karakterer frem i sine værker. Det gør hun også i nærværende biografi, hvor hun maler et stærkt og bevægende portræt af forfatteren Sigrid Undset, som rækker hele vejen ind i nutiden.
Selvfølgelig skal der være et udråbstegn i titlen på Ida Jessens fremragende portrætbog om skandaleforfatteren Sigrid Undset: Jeg vil! For hvis der var noget Undset ville, så gjorde hun det uanset konsekvenserne – uanset om hun brændte sit lys i begge ender.
Sigrid Undset ville tale og leve sandt. Hun ville elske lidenskabeligt, hun ville tro, hun ville udtale sig om dette og hint, selvom det skabte skandale. Hun ville arbejde om dagen og skrive om natten. Hun ville være forfatter!
Sigrid Undset (1882-1948) fik nobelprisen i 1928 for middelalderromanen Kristin Lavransdatter. Et episk mesterværk på 1200 sider, der viste en stor og en moralsk fortæller, som var stærkt inspireret af sagaer og samtidig var meget kritisk overfor sin samtid.
Ida Jessen fører os sjældent fermt hele vejen rundt i Sigrid Undsets komplekse sind, og giver et intenst og nuanceret billede af, hvem den norske forfatter egentlig var. Værkets styrke er Jessens evne til at lade sin egen fascination emme og smitte samtidig med, at hendes stærke pen skriver et helt og komplekst menneske frem, som vi mærker så tydeligt, som stod hun lige ved siden af os. Vi mærker både ilden, kampen, kærligheden, medfølelsen, smerten og det uforsonlige i Undsets væsen.
Undsets levede liv og forfatterskab smelter ganske enkelt sammen, når Jessen ud fra breve, polemiske indlæg, romaner og de mange breve fra veninden sublimt levendegør den store, gudesmukke forfatter, som formåede at omsmelte sin store livserfaring til mesterlig litteratur.
Bogen kan sagtens læses, selvom man ikke har læst noget af Undset. For kvindeportrættet, der berører mange nutidige eksistentielle spørgsmål, er så stærkt, at man blæses bagover med et uforfalsket Undsetsk brag. Samtidig inspireres man til omgående at kaste sig over Undsets værker.
En stor og bragende tak til Ida Jessen for at tage den store Undset ud af det pulterkammer, som hun ganske uretfærdigt har befundet sig i alt, alt for længe!
Bogen er indstillet til Weekendavisens litteraturpris.
Ida Jessen, Jeg vil!, Gyldendal, 320 sider, Oktober 2024.