“Besynderlige sjæl! Så tæt et venskab og dog så fremmed et væsen.”

Det er ikke uden grund, at hunden har fået tilnavnet menneskets bedste ven. Det skildrer forfatteren og Nobelpristageren Thomas Mann i dette fine og bevægende erindringsessay “Herre og Hund”, som udkom første gang i 1919. Først nu udgives teksten på dansk med et glimrende perspektiverende forord af den allestedsnærværende forfatter og tidligere politiker Lykke Friis, som også er glad hundeejer.

Thomas Mann var en stor hundeven, og med vidtstrakt varme og kærlighed skildrer han hønsehunden Bauschan, der kommer ind i familien Manns liv kort efter, at de har mistet deres skotske schæferhund Percy til sygdom.

Da familien møder Bauschan første gang er han en forsømt lille hvalp. Beskrivelsen af mødet med den unge hund er så levende og rørende, at vi omgående forstår betagelsen, medfølelsen:

“Dér stod han på lange vaklende ben med halen mellem bagbenene, de fire poter tæt sammen og skælvede med krum ryg. Det kunne være af frygt, men man fik snarere det indtryk, at det var af mangel på varmende kød og blod, for det lille væsen så ud som et skelet…”

Mann familien kan ikke stå for hundens “indtrængende bøn om barmhjertighed”, og tager dyret til sig. Kimen til et livslangt venskab mellem herre og hund er lagt.

Med en sjældent bevægende indlevelse beskriver Mann, hvordan hans kærlighed til det energiske, loyale og intelligente dyr vokser. De går daglige ture i det nærliggende parklandskab, og Mann oplever hundens evige glæde ved at jage kaniner, hjorte og egern sammen med dens omhyggelige undersøgelser af sten, nedfaldne grene og våde blade. Gåturene, der spejles i hundens begejstring, åbner både Manns og læserens øjne for naturens skønhed, og beskrivelserne af alt fra poplerne, elmene, bøgene, lindetræerne og den sølvfarvede pil til flodens brusen, er magiske

Over tid udvikler de to en dyb gensidig forståelse, men for Mann er der altid en let vemodig følelse af tab ved aldrig at kunne komme helt ind i sin kære vens private verden, og han bliver langsomt bevidst om det evige skel mellem mennesket og naturen. Da herre og hund kortvarigt adskilles, bliver Mann overrasket over dybden af ​​sin ensomhed. Denne dybe hengivenhed for et andet levende væsen giver forfatteren – og læseren – en dybere forståelse af kærlighedens natur i al dens kompleksitet.

Jeg er imponeret over den indlevende beskrivelse af den ubetingede kærlighed mellem hund og herre, som Mann formår at skrive frem i dette smukke, stærkt læsværdige erindringsessay, som peger fremad mod et af verdens største forfatterskaber. Raffineret smelter forfatter og førstepersonsfortæller sammen i en personlig hyldest til flora og fauna i dette helt særlige stykke selvbiografiske litteratur, som er en gave til alle Mann læsere – og til alle hundeejere.

Thomas Mann regnes for at være en af sin tids helt store romanforfattere. Han er mest kendt for de ikoniske værker “Buddenbrooks”, “Døden i Venedig” og “Trolddomsbjerget”. Alle tematiserer de, de voldsomme voldsomme ændringer, der har præget det 20. århundrede, og den europæiske borgerlige kulturs fald. Mann modtog Nobelprisen i litteratur i 1929.

Thomas Mann, Herre og hund, Gyldendal, 148 sider, maj 2024, oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.