J. D. Salinger: Franny & Zooey
“Franny & Zooey” er blevet kaldt “Sallingers mesterværk” af “The Guardian”, og “New York Times” har omtalt værket som “måske den bedste bog af den fremmeste sprogkunstner i sin generation”. Bogen udkom for første gang i 1961, og udgives nu i en nyoversættelse.
Jeg elsker Sallingers kultroman “Catcher in the Rye”, men tilslutter mig nu det store jubelkor – “Franny & Zooey” er en fuldstændig formidabel roman, og hans absolut bedste. En af den slags, der får en evig plads i hjertet.
Søskendeparret Franny og Zooey befinder sig i det skrøbelige sted mellem ungdom og voksenlivet. På vejen fra uskyld til livserfaring. Og det kan gøre frygtelig ondt.
Bogen består af to dele, hvor den første “Franny”, fortæller den gribende historie om den smukke, skrøbelige unge litteraturstuderende, der føler sig desillusioneret over al den forstillelse, hun oplever både fra kæreste, medstuderende og undervisere.
Hun skal holde weekend sammen med kæresten Lane, der på ydersiden er perfekt, men som hun dybest set finder prætentiøs og forstillet. Vi følger dem over er par timer, hvor de spiser frokost på en fancy restaurant, som serverer snegle med alt for meget hvidløg. Lane praler, underspillet, konstant af sine akademiske succeser, og langsomt går den begavede Franny i opløsning for øjnene af ham.
Det er en eminent fortalt, fortættet beretning om pludselig at se verden med modne øjne, og erkende, hvor meget facade livet indeholder. Klarsynet, når man ikke kan holde forstillelsen, snobberiet og selviscenesættelsen ud, selvom, det udefra set, er det helt rigtige. Om hvor svært, det er at finde selvet som ung med alle de krav og forventninger, der hviler som det tungeste åg. Sallinger rammer fuldstændig plet i beskrivelsen af det unge skrøbelige sind. Og jeg er fuldstændig grebet af fortællingen, der minder mig om min egen tid som litteraturstuderende, hvor jeg også ofte kæmpede med desillusionen.
I bogens anden del “Zooey”, folder hele historien om søskendeparrets familie og fortid sig ud. Det sker både gennem jegfortælleren Zooey, men også gennem direkte dialog og breve – og en interessant fodnote fra forfatteren. Det meste at tiden, ligger Zooey i et badekar, hvor han blandt andet læser et langt brev fra sin ældre bror Buddy. Det reflekterer eminent smukt over livet, ansvar, krav og forventninger.
Jeg er fuldstændig blæst bagover af Sallingers evne til at formidle alle disse velkendte følelser uden at blive tårevædet, påtaget eller sentimental. Med stor stilistisk tæft får han os til at reflektere over, hvorvidt vi skal lade andres syn og meninger styre os. Over hvordan vi finder ind til vores eget jeg – uden unødvendig indblanding fra forældre og uddannelsesinstitutioner, samfund og normer. Over, hvordan får vi bugt med desillusionen, uden at vælte omkuld. Over, hvad det vil sige at blive ældre/voksen i det moderne samfund.
Franny & Zooey er en af de bedste romaner, jeg længe har læst. Blandt andet fordi den skriver sig dybt ind i (ungdoms)sindet med uhyggelig stor psykologisk indsigt. Samtidig løftes temaerne og iagttagelserne op på et alment niveau, hvor de fleste vil kunne genkende sig selv. Den er skarp, morsom og hamrende velskrevet. Og så er den sjældent klog.
Franny & Zooey: J. D. Sallinger, Alhambra, 190 sider, udgivet 2. maj 2024, oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen.