“Fjorten dage” sprudler af fortælleglæde. Den udspiller sig i New York City under pandemien, og er en original og genial kollektiv roman udtænkt og redigeret af de to forfattere Margaret Atwood og Douglas Preston.

På Lower East Side har en gruppe New Yorkere skabt et fælles tilflugtssted fra Corona-epidemiens isolation på taget af den faldefærdige bygning, de bor i. Efterhånden begynder de hver især at fortælle deres personlige historie, og et fællesskab bliver til.

Intet mindre end 36 forfattere fra USA og Canada har bidraget til dette Dekameron-agtige værk. Ud over førnævnte er det blandt andre Erica Jong, Celeste Ng og John Grisham, der hver især fortæller en historie, som er blevet flettet ind i en overordnet rammefortælling.

Ingen af forfatterne optræder under deres byline, og deres historier vokser sig sammen til én flydende og sammenhængende tekst. Et virkelig spændende greb, som giver de mange fortællinger masser af diversitet og en stærk personlig tone. Jeg prøvede undervejs at gætte, hvilken forfatter, der stod bag hvilken stemme. Men det er faktisk sværere end man tror. Bagerst i bogen kan man dog læse, hvem, der har skrevet hvad.

Jeg kan desværre ikke referere alle de fabulerende og gribende historier her, men temaerne dækker alt fra savn, død, ensomhed og længsel. Men håbet (gen)skabes ved fællesskabet på taget, der ophæver den sociale afstand, der både var under epidemien, og i menneskets tilværelse generelt. Romanens slutning overrasker, og understreger, at vi alle har en historie at fortælle – og at vi bør lytte til den. Kæmpe anbefaling til denne roman og dens ærinde – at nedbryde barrierer og knytte bånd gennem fortællingens kraft.

Atwood og Preston, Fjorten dage, Lindhardt og Ringhof, 400 sider, April 2024.