“Kort over kroppens landskab” er en bog man får ondt i maven af at læse. Rigtig ondt. Med imponerende, eksperimenterende sproglige greb, beskrives den uendelige smerte, den dybe sorg og bundløse frygt, der følger med en terminal diagnose.

Det er næsten umuligt at genrebestemme værket, som er en vidunderlig stærk hybrid mellem prosa, fiktion og poesi, der sammen formår at sætte ord på den ordløse magtesløshed, som personer, der får en dødsdom oplever. Forskellige skrifttyper, strofer, visuelle arrangementer, lister og legende definitioner, skriver sig både direkte ned i og rundt omkring smertens væsen.

Lia og hendes mand, den stabile akademiker Harry, har sammen datteren Iris. Hun er deres eneste datter, fordi Lia, efter at være kommet sig over brystkræft, har fulgt lægens råd om ikke at blive gravid igen. Romanen åbner brutalt med, at Lia netop har fået besked om at kræften alligevel er vendt tilbage. Og vi følger hende på hjem fra lægen, hvor verden er underligt forrykket, og alligevel den samme. Hun skal hjem og dele den dårlige nyhed med sin familie.

Bogen centrerer sig om forholdet mellem mor og datter i slutningen af ​​Lias liv. Iris er både følsom – hun trøster sin mor med poesi og malerier – og stærk, når hun siger fra overfor pigen i skolen, der terroriserer andre børn ved at afsløre deres hemmeligheder. Men hun kan ikke forhindre at Lias sygdom bringer familiehemmeligheder op til overfladen, som trækker den ikke-lineære fortælling tilbage til fortiden. Til Lias opvækst i præstegården og hendes forbudte sex med plejebarnet Mathew.

Det er en ambitiøs og vidtrækkende roman, der giver et enestående indblik i liv og død, relationer, krop, lyst og lidenskab. Og ikke mindst kærlighed og blodets bånd.

Bogens mange mesterlige greb, der svinger mellem autentisk knækprosa, den konkrete poetiske fastholdelse af teksten som objekt og den brudte stream-of-consciousness i prosaens stærke spændevidde, leder direkte hen imod det opløste jeg og det af sygdom spaltede objekt. Og det er intet mindre end genialt, fordi netop det greb, gør det muligt at beskrive det ubeskrivelige. Det smertelige fravær af krop og tilstedeværelse af sygdom. Som i den ulidelige scene i et tog, hvor en mand forsøger at befamle Lias bryster for blot at opdage, at de er blevet fjernet.

Det brudte sprog insisterer på at afspejle sorgens væsen; livets brudte linje. Skrifttypen i fed infiltrerer tredjepersonsfortælleren, og manifesterer en hybrid karakter, den syge, den raske, moderen, hustruen, elskerinden.

Romanen er virkelig stærk, og det er ikke en man kommer sig over eller glemmer. Selvom de mange spændende sproglige greb, får den til at lyde kompleks, kan den læses af alle. Man skal blot lade sig flyde med teksten, og anerkende det sammensurium af følelser liv, død, kærlighed og sygdom fører med sig. En fremragende og gysende stærk indsigt i det terminale menneskes sind og krop. Kræften har fået en stemme. Det er så eminent godt, at jeg får gåsehud.

Maddie Mortimer: Kort over kroppens landskab, Lindhardt og Ringhof, 436 sider, April 2024, oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.