Jo Nesbø: Blodmånen
Snydt igen! Sådan går det, hver gang jeg læser en ny bog i Harry Hole-serien. Jo Nesbø formår altid at tage mig ved næsen, og bedst som jeg tror, at jeg har regnet den ud, vendes alting på hovedet. Harry Hole er tilbage, og sikke en genkomst!
Efter tabet af sin store kærlighed er Harry godt i gang med at drikke sig ihjel i Los Angeles. På den lokale bar møder han den fallerede skuespillerinde Lucille, som giver ham husly, mod at han hjælper hende med at flygte fra en kæmpe narkogæld.
I Oslo er en ung kvinde blevet dræbt, og en anden er forsvundet. Harry bliver kontaktet af den hovedmistænkte Markus Røeds advokat, som tilbyder ham en stor sum penge for at hjælpe med at opklare sagen og rense Røed for mistanke. Harry takker først nej, men da Lucille bliver taget som gidsel af narkokartellet, der giver Harry 10 dage til at skaffe pengene til at betale hendes gæld, ser han ingen anden udvej end at takke ja til Røeds tilbud, vende hjem til Oslo og forsøge at løse sagen.
I Oslo samler Harry et umage hold bestående af en narkodealer, en korrumperet politimand og en døende psykolog. Sammen kæmper de mod tiden for at opklare sagen, men morderen er slet ikke færdig endnu, og hans plan er så udspekuleret, at selv Harry Hole måske må give fortabt.
Vi har ventet længe på denne 13. bog i serien, men den var uden tvivl ventetiden værd. Blodmånen er efter min mening en af de allerbedste bøger i serien, og det siger ikke så lidt, for hele serien er fremragende. Som altid er det drabeligt og blodigt, og Harry kæmper med sine dæmoner, mens han forsøger at tolke sin mavefornemmelse og følge sin sjette sans for at regne seriemorderens næste træk ud. Nesbø skriver uimodståeligt godt med så skarpt og gennemtænkt et plot, at jeg sad tilbage med åben mund, da tiøren endelig faldt på de allersidste sider.
Blodmånen er ikke blot et gensyn med Harry, men også med Katrine Bratt, Ståle Aune, Truls, Øystein og Mikael Bellman, og det føles næsten som at komme hjem. Trygt og rart og så alligevel ikke. Bogen er klassisk Harry Hole og klassisk Jo Nesbø – den menneskelige psykes mørkeste afkroge blotlægges i en mesterligt opbygget fortælling med tilpas mange skæve karakterer til, at man gætter forgæves lige til de sidste sider. Det er djævelsk godt krimihåndværk!
Du kan læse vores anmeldelser af andre af forfatterens bøger her.
Du kan finde inspiration til flere krimier her.
Jo Nesbø, Blodmånen, Modtryk, 479 sider, oversat af Allan Hilton Andersen, november 2022