// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Simona Ahrnstedt: Nattens dronning
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Chick lit, Kærlighed og romantik

Simona Ahrnstedt: Nattens dronning

Skrevet af den 18. august 2022 – 06:10Ingen kommentarer

Mangler du en kærlighedshistorie at hygge dig med her sidst på sommeren, så er Simona Ahrnstedts nye bog i Modsætninger mødes-serien et godt bud. Den har både drama, spænding, kærlighed og lidt såkaldt ”husmorporno”.

Kate er vokset op på livets skyggeside med en alkoholisk mor og ingen far. Hun kommer som ganske ung i kløerne på en kendis, der viser sig at være lidt af en psykopat, men undslipper hans kløer. Mange år senere har Kate formået helt på egen hånd at etablere Stockholms hippeste natklub – stedet hvor alle vil ses. Og hun har lært at håndtere alt fra fulderikker og stofmisbrugere til kriminelle og mandschauvinister.

Kate har det hele, eller sådan ser det i hvert fald ud på overfladen. For nu er fortiden ved at indhente hende, og en nådesløs afpresser truer med at tage alting fra hende. Kate er derfor nødt til at gå i banken for at låne penge. Hendes normale bankrådgiver er syg, så i stedet skal hun holde møde med Jacob, der er hendes diametrale modsætning; en grå, kedelig og genert mand, der stadig lider under et traume i fortiden. Til begges store overraskelse tiltrækkes de af hinanden, og gnisterne flyver mellem dem. Men tør de åbne sig for hinanden og afsløre fortidens rædsler, eller vil det ødelægge alt mellem dem for altid?

Nattens dronning er en fin kærlighedshistorie, og jeg følte stor sympati for både Kate og Jacob og deres historier. Det er tydeligt, at Ahrnstedt har forsøgt at skrive sig ind i tidsånden med metoo og feminisme, for bogen er fuld af stærke kvinder, der ikke vil finde sig i noget, og mænd, der er meget opmærksomme på, hvordan man(d) skal opføre sig. Det bliver lidt søgt til tider, men generelt fungerer det fint. Det er let og romantisk underholdning med et strejf af spænding og erotik til de stadig lyse sommeraftener.

Bogen er som nævnt en selvstændig del af Ahrnstedts mest populære serie, Modsætninger mødes, og den kan læses uafhængigt af de tidligere bøger i serien. Du kan læse anmeldelsen af dem her.

Simona Ahrnstedt, Nattens dronning, Gutkind, 394 sider, oversat af Signe Lyng, 22. juni 2022

Der er lukket for kommentarer.