Ella Carey: Det vi ikke siger
Et gammelt mesterværk, ugengældt kærlighed, to forskellige tidslinjer og en masse drama er blot nogle af ingredienserne i Ella Careys nye bog Det vi ikke siger.
Laura elsker sin musik og er ved at tage en prestigefyldt uddannelse som violinist. Hun kan ikke forestille sig livet uden musikken.
Lauras elskede mormor, Emma, er også kunstner. Hun var i sine unge år en del af kunstnerkollektivet The Circle, hvor hun forelskede sig dybt og inderligt i den berømte maler Patrick Adams. Han var dog homoseksuel, men det til trods boede de sammen livet ud og havde et meget nært forhold. Som helt ung malede Patrick et portræt af Emma, som efter Patricks død nu er meget kostbart. Den 90-årige Emma har stadig maleriet hængende på sit landsted som symbol på deres udødelige kærlighed.
Ud over at minde Emma om Patrick tjener maleriet også som kaution for det lån, Laura har taget for at kunne tage sin musikuddannelse. Derfor er det også et kæmpe chok for begge kvinder, da maleriet forud for en udstilling på Tate vurderes til at være en kopi. Lauras uddannelse er nu truet, da banken forlanger lånet tilbagebetalt, og Emma bliver pludselig i tvivl om, hvor ægte hendes forhold til Patrick egentlig var.
Sammen må de to forsøge at bevise, at maleriet er ægte, men det kræver, at fortidens hemmeligheder kommer for dagens lys.
Jeg ville ønske, at jeg havde noget positivt at sige om denne bog, men det har jeg desværre ikke. Jeg synes, den var kedelig og langtrukken. Skrivestilen er alt for dramatisk og overdrevet, og handlingen er temmelig utroværdig og usandsynlig. Jeg brød mig ikke om en eneste af karaktererne, der er meget overfladiske og uinteressante. Spild ikke din tid på denne bog, når der er så mange gode bøger derude.
Du kan læse vores anmeldelse af Ella Careys første bog på dansk her.
Ella Carey, Det vi ikke siger, Lindhardt og Ringhof, 336 sider, oversat af Mette Wigh Tvermoes, udkom 10. marts 2022