Anne-Birgitte Fonsmark: Fransk kunst på Ordrupgaard
Ordrupgaard byder på en af Nordeuropas mest anerkendte samlinger af modernistisk fransk kunst. Den 14. august 2021 åbner det nordsjællandske museum en helt ny underjordisk tilbygning, “Snøhettas bygning” som skal danne ramme om den franske samlings mesterværker.
I forbindelse med åbningen udgives den meget smukke og informative bog “Fransk kunst på Ordrupgaard”, skrevet af museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark. I bogen præsenterer hun 90 af samlingens hovedværker, og hun bringer os så tæt på dem, at man omgående får lyst til at se eller gense dem i virkeligheden. Der er blandt andet tale om værker af Manet, Degas, Monet, Renoir, Gauguin og mange flere af de ypperste franske modernister.
Ud over at være meget smukt trykt, så billederne kommer forment til deres ret, bugner bogen med kunsthistoriske guldkorn. Vi hører om værkernes tilblivelse, deres særlige virkemidler, kendetegn, udtryksformer og ikke mindst om deres placering i den kunstneriske epoke og kunstnerne bag. Fremragende formidler Fonsmark, hvordan de forskellige stilarter væver sig ind og ud af hinanden.
De primære franske kunstretninger og deres indbyrdes forhold gennemgås i et let forståeligt sprog, og giver læseren akut lyst til at tage til Ordrupgaard for at se pointerne ved selvsyn. For selvom værkerne i dag er ikoniske klassikere, repræsenterer de rent faktisk en kunstretning, der gik imod samtidens kunstretninger. I løbet af det 19. århundrede udviklede disse kunstnerne et helt nyt modernistisk maleri, hvor skitseagtige karakterer, lyset, de rene farver og et symbolsk indhold var kendetegnende.
Men hvis man ikke har den store ambition om at lade sig rive med af kunsthistoriens forunderlige vingesus, så kan man også bare nyde bogen for dens vidunderligt indtagende billedside, og for de fine anekdoter. Som for eksempel i denne passage fra et brev, som Ordrupgaards grundlægger, Wilhelm Hansen, skrev til sin kunstelskende hustru, da han købte de første værker i 1916:
“Forresten benytter jeg min Fritid til at se paa Malerier, og jeg kan ligesaa godt strax som senere tilstaa, at jeg har været letsindig og gjort betydelige Indkøb. Jeg ved imidlertid, at jeg vil fra tilgivelse, naar du ser, hvad jeg har købt (…) Sisley (to vidunderlige landskaber), Pissaro (dejligt landskab) og Cl. Monet (la Cathédrale de Rouen) – et af hans berømteste værker – og Renoir (Dameportræt).”
Selvom bogen umiddelbart gaber over et stort repertoire, er den prisværdig kortfattet og velskrevet. Anekdoterne er velvalgte, og historien om Ordrupgaards tilblivelse og samlingens opbygning, fremstår mere levende end nogensinde. Og det understreger på fineste vis, at Ordrupgård er nutidigt museum, der i den grad forstår at formidle kunst, der kan bringe læseren og beskueren frydefuldt tæt på nogen af de fineste værker i moderne tid.
Hold nu op, hvor jeg glæder mig til atter at kunne nyde denne mesterlige franske samling i omgivelser, der er de franske modernistiser værdig.
“Snøhettas bygning” er skabt af den prisbelønnede norske arkitektvirksomhed Snøhetta, som blandt andet står bag Operahuset i Oslo og mindesmærket for World Trade Center i New York.
Ordrupgaards franske samling blev grundlagt på få år – fra 1916-1918 af forretningsmanden og kunstsamleren Wilhelm Hansen og hans hustru Henny. Som følge af Landmandsbankens krak i 1922 måtte han skille sig af med halvdelen af samlingen. Den blev dog heldigvis genetableret.
Hvis du vil læse mere om Ordrupgaard har vi tidligere anmeldt værket “Et museum bliver til – Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling”. Den tager os med på den fantastiske rejse, det var at grundlægge Nordeuropas største samling af fransk modernistisk kunst, og hvordan det smukke Ordrupgaard blev museum.
Anne-Birgitte Fonsmark: Fransk kunst på Ordrupgård, Strandberg Publishing, 200 sider, rigt illustreret, udkommer den 14. august 2021.