// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 – Et essay
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Essays

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 – Et essay

Skrevet af den 18. januar 2022 – 05:56Ingen kommentarer

Den danske digter og essayist Søren Ulrik Thomsen tæller blandt mine absolutte favoritter. Han debuterede med den ikoniske digtsamling “City Slang” i 1981, og har siden udgivet en række digtsamlinger og essays. De centrerer sig alle omkring temaer som død, ensomhed og menneskets eksistentielle møde med storbyen, der ofte repræsenterer sammensatte følelser som fremmedgjorthed, spænding, anonymitet og udvikling. Og det altid i et stærkt poetisk og sanseligt sprog, der vækker sælsom genklang og får både hjerne og hjerte til at dirre.

Nærværende erindringsessay, “Store Kongensgade 23” er en vaskeægte Thomsen, og hvis man holder af den sublime lyriker, vil man elske værket, lige så højt som nærværende anmelder gør det. For her får vi adgang til personen Thomsens erindringer, som spejler de velkendte tematikker angst, sorg, sygdom og ensomhed, men denne gang tilsat den frygten for alderdommens forfald. Det spejles raffineret i den stærke fortælling om Thomsens mor, der i lange perioder var psykisk syg og Thomsens eget berusende møde med storbyen.

Teksten indledes, da Thomsens mor dør:

“14. marts kort efter midnat døde min mor. Det er blevet tid til at besøge Store Kongensgade igen.”

I 1972 flytter Thomsen fra Stevns til til Store Kongensgade 23 i København. Thomsen er 15 år, og bogen tematiserer sammenfaldet mellem pubertet, mødet med storbyen og morens indlæggelse. Alle oplevelser finder sted med lejligheden i Store Kongensgade som centrum, punktet “hvor passerens spids kan placeres”, “punktet hvor alt viser tilbage til.”

Læseren tages med ind i et drømmeagtigt erindringsbillede, der på forunderlig vis formår at sammenflette fortid, nutid med fremtid i en sanselig cirkulær form, der både viser stor og inderlig kærlighed til forældrene, frygten for sygdom, savnet af de afdøde venner, skilmissen, det provinsielle ophav, storbyens storhed og kærligheden til efteråret udfasning af liv. I et sprog så smukt, at man må læse de lange drømmeagtige afsnit igen og igen, fordi de smager så vidunderligt:

“Og kun fordi det er efterår, næsten vinter, får jeg alligevel mod til at skrive videre, for af grunde, som jeg tror også har noget med Store Kongensgade 23 at gøre, er efteråret min årstid (…). Hvor lyset svinder ind til en grå sprække i døgnet, og træernes store, urolige bladhang dejser omkuld og knaser under skoene, mens stammernes sorte skeletter står tilbage som ufortolkelige tegn, så man af den ydre verden nådigt aflastes for inden i sig selv og helt alene at skulle bære alt, der forfalder, dør og forsvinder.”

Det er en så smuk og indsigtsfuld betragtning om, hvorfor både det konkrete og symbolske efterår betyder så meget for så mange.

Fortællingen om Thomsens depressive mor emmer af vrede og sorg og rummer en stærk kritik mod psykiatrien. Diskussionen om brugen af psykofarmaka og elektrochok tilføjer endnu en dimension til livet, døden og sygdommens følger. Thomsens mor kommer sig først, da hun får en læge “der begreb hvad hun sagde”. Et stærkt, men nuanceret partsindlæg mod psykiatriens (over)forbrug af psykofarmaka.

Store Kongensgade er ikke et bekendelsesskrift, men de mange glimt af den allermest private Thomsen, er enestående, modige. Og jeg er næsegrus af beundring for dette smukke essay, der formår at være så privat, og alligevel så universelt, at man føler sig langt klogere på både Thomsen og livet, når man har læst det.

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23 – et essay, Gyldendal, 96 sider, udgivet den 26. august 2021.

Der er lukket for kommentarer.