// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alex Michaelides: Jomfruerne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Thriller

Alex Michaelides: Jomfruerne

Skrevet af den 3. september 2021 – 06:32Ingen kommentarer

Efter at Alex Michaelides slog igennem med sit brag af en debut, Den tavse patient, i 2020, har mine forventninger til hans næste bog været tårnhøje, og nu er ventetiden endelig forbi. Denne gang tager Michaelides os med til Cambridge, hvor en seriemorder hærger og slår unge kvindelige studerende ihjel.

Gruppeterapeuten Mariana Andros har mistet sin mand, Sebastian, i en ulykke. Et år senere kæmper hun stadig med sorgen og savnet, men da hendes niece, Zoe, ringer fra Cambridge Universitet og fortæller, at hendes bedste veninde er blevet myrdet, tager Mariana trods de smertelige minder om hendes lykkelige ungdom her med Sebastian straks til Cambridge for at støtte Zoe.

Kort efter hun ankommer, myrdes endnu en ung kvinde, og Mariana kan ikke lade være med at begynde sin egen efterforskning – især ikke da hun opdager, at ofrene begge var medlem af den karismatiske professor Foscas mystiske læsegruppe kaldet Jomfruerne. Mariana får kuldegysninger, hver gang hun taler med professoren, og hun bliver mere og mere overbevist om, at han er psykopat og står bag drabene.

Men professoren har et alibi for drabstidspunkterne, og hvorfor skulle han slå sine egne elever ihjel? Mariana er fast besluttet på at komme til bunds i sagen, selvom det kan ende med at bringe hende selv i morderens søgelys.

I Michaelides første bog lavede han et plottvist så stort, at jeg næsten faldt af stolen. I Jomfruerne er der også indlagt plottvist og snubletråde, som skal tage læseren ved næsen. Jeg havde dog lettere ved at gennemskue plottet denne gang, men det er stadig en virkelig velskrevet, velkomponeret og læseværdig bog. Alle gemmer på hemmeligheder – nogle større end andre – og Michaelides væver mange bipersoner ind i historien, som alle ser ud til at have motiv og onde hensigter. Således er kriminalpsykolog Theo Faber fra den første bog også på snedig vis flettet kortvarigt ind i handlingen, og med bogens slutning er der lagt op til, at næste bog også kommer til at have tråde til sikringsanstalten the Grove.

Bogen er spændende fra start til slut, og med de korte kapitler er der stor risiko for at miste nattesøvn, for så kan man jo lige læse ét til og ét til og lige ét mere. Og fordi der var så mange mulige mordere, kunne jeg slet ikke stoppe læsningen, før plottet blev afsløret til sidst. Jomfruerne når ikke helt samme højder som Den tavse patient, men det er stadig en rigtig god thriller, som jeg varmt kan anbefale.

Alex Michaelides, Jomfruerne, Hr. Ferdinand, 392 sider, oversat af Nanna Lund, udkom 15. juli 2021

Der er lukket for kommentarer.