// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sara Blædel og Mads Nordbo: Opløst
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Sara Blædel og Mads Nordbo: Opløst

Skrevet af den 16. juni 2021 – 06:22Ingen kommentarer

Blædel & Nordbo har sammen skrevet denne sommers krimi til et par dovne dage i hængekøjen. Hvis den altså holder til flere dage. Jeg læste og læste og læste! Måske sker der samme for dig!

Det er sommer og vi er på smukke Fyn. Charlotte, en yngre mor til to små børn, forsvinder en morgen inden hun når på arbejde efter at have morgentrænet. Har hun er affære? Er hun stukket af fra familien? Eller kan der være sket hende noget? Hendes mand bliver bekymret og retter henvendelse til politiet i Odense, men de mener ikke, at der er grund til at sætte en eftersøgning i gang på en voksen kvinde, der kun har været væk nogle timer.

Næste dag er Charlotte stadig ikke dukket op og inden længe forsvinder andre folk. Vicepolitiinspektør Liam Stark og politikommissær Dea Torp får travlt. Jeg vil ikke afsløre for meget, men bogens titel og forside giver alligevel et hint om, hvad der sker med de folk, der forsvinder. Og derfor må og skal de forsvundne folk findes hurtigst muligt. Hvor længe kan man egentlig holde til at ligge i vand? Bogen gav mig de klammeste billeder på nethinden!

Opløst er spændende og man gætter selvfølgelig med undervejs på, hvem der står bag og ikke mindst: hvorfor!

Opløst rummer et giga persongalleri, jeg var lige ved at miste overblikket. Med mindre du har god plads i din hukommelse til alle disse karakterer, kan jeg anbefale dig løbende at notere dem ned.

Er spændt på om Blædel & Nordbo har mod på mere samarbejde, så vi andre efterfølgende kan krimi(u)hygge os. Jeg håber det! Da jeg læste Opløst tænkte jeg ikke over, at den var skrevet af to forfattere. Blædel og Nordbo er i de grad lykkedes med at finde en fælles stemme. Jeg tror, at de har kombineret Nordbos evne til at få mange ideer med Blædels store kendskab til, hvordan politiet rent faktisk arbejder og det har resulteret i, hvad der kan gå hen og blive sommerens store krimihit.

Vi har anmeldt en del af Sara Blædels bøger og jeg er særlig glad for dem med Louise Rick i hovedrollen. Vi har også anmeldt flere af Mads Nordbos bøger.

Sara Blædel og Mads Nordbo, Opløst, Politikens forlag, Juni 2021, 336 sider.

Der er lukket for kommentarer.