Der er efterhånden meget få mennesker tilbage i verden, som var førstehåndsvidne til nazisternes grusomheder under 2. verdenskrig. En af de få er 91-årige Dita Kraus, hvis historie Bibliotekaren fra Auschwitz er baseret på. Hun blev sammen med sine forældre sendt via Terezin-ghettoen i Prag til Auschwitz, hvor hun fik overdraget det vigtige, men farlige hverv at passe på det hemmelige bibliotek i Blok 31 – børnenes barak.

Biblioteket bestod kun af otte bøger, som det var lykkedes enkelte fanger at smugle ind i lejren. Bøger var dog strengt forbudte, og det var forbundet med dødsstraf, hvis man blev taget med en bog. Men Dita så, hvordan bøgerne bragte liv og glæde til børnene i barakken, hvordan det gav deres fantasi vinger, som transporterede dem langt væk fra lejrens rædsler til spændende steder overalt i verden, og hvordan historierne afledte deres opmærksomhed fra den altoverskyggende sult, om end blot kortvarigt. Og hun vidste, at hendes arbejde var vigtigt, selvom det kunne virke ubetydeligt i kampen for overlevelse.

Mens dagene gik, undrede fangerne sig over, hvorfor der var blevet oprettet en familielejr, hvor forældre og børn fik lov at bo sammen, og børnene fik endda mulighed for at gå i en slags skole under streng overvågning i Blok 31. Det var en uhørt venlig gestus fra nazisterne, og Dita og hendes venner undrede sig. Hvad var formålet med Blok 31? Da sandheden gik op for dem, stod det klart, at der ikke lå venlighed til grund for familielejren.

Bibliotekaren fra Auschwitz beskriver Dita og hendes familie og venners kamp for overlevelse, og hvordan Dita igen og igen blev grebet af vrede over, at hendes barndom og ungdom på så grusom vis blev taget fra hende. Hun kæmpede med at holde fast i sin tro, for hvordan kunne der være en gud, når han lod så mange mennesker lide så meget?

“Hold nu op, Margit. Gud er i stand til at opdage, at du har syet en knap i en skjorte på sabbatten, og straffe dig, men han har ikke opdaget, at tusindvis af uskyldige mennesker bliver dræbt og andre tusinder bliver holdt som fanger og behandlet værre end hunde. Tror du virkelig, at det er forbigået hans opmærksomhed?”

Når man læser bøger om Auschwitz og holocaust, kan man ikke undgå at blive slået af grusomheden, brutaliteten og manglen på medmenneskelighed. Denne bog er ingen undtagelse, og selvom den er spændende og rørende, er den ikke lige så velskrevet som fx Tatovøren fra Auschwitz. Der var en vis distance til Dita og flere andre personer bogen igennem, som gjorde, at jeg ikke følte, jeg helt lærte dem at kende. Måske var det fordi historien til trods for den historiske korrekthed ikke er en dokumentarisk fortælling, men en fortælling bygget på Ditas oplevelser fiktionaliseret af forfatteren. Bogen er dog bestemt anbefalelsesværdig, især hvis man interesserer sig for litteratur om holocaust.

Sidst i bogen er en oversigt over, hvad der skete med mange af de andre personer, der spiller en birolle i bogen, hvilket var rigtig fint, for jeg ville undervejs i læsningen gerne vide, hvad deres skæbne blev. Der er ingen tvivl om, at der ligger grundig research bag bogen, som desuden har en litteraturliste bagerst med kilder, hvor man kan læse mere om emnet.

Antonio Iturbe, Bibliotekaren fra Auschwitz, Hr. Ferdinand, 496 sider, oversat af Kirsten A. Nielsen, udkom 20. april 2021