// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christian Dorph: Jeg slog min far ihjel
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Videnskab

Forside » Digte

Christian Dorph: Jeg slog min far ihjel

Skrevet af den 20. juli 2021 – 05:27Ingen kommentarer

“Til begravelsen var kisten så tung, at vi dårligt kunne løfte den. Han havde slået hul i tiden, gjort sig skyldig i et hul. Det var det, vi bar på.”

Digtsamlingen “Jeg slog min far ihjel” vender vrangen ud på mennesket og beskriver den ubeskrivelige sorg, som savn og svigt medfører. Det er næsten grænseoverskridende hudløst, og man skal have stærke nerver for at læse Christian Dorphs seneste værk, der for alvor viser, hvad det vil sige at være “ude af sig selv” af sorg og savn.

I bogen tegnes der et gribende og rystende stærkt portræt af, hvordan barnet oplever en en familie i opløsning, skilsmissens konsekvenser, dødens endeligt. Men det er også beskrivelsen af, hvordan man tackler det tabu, det er ikke at føle sorg, når de nærmeste dør. Hvor meget man end ønsker at føle sorgen. Hvordan den store afstand og den manglende nærhed øges yderligere, når døden kommer.

Det er næppe fordi, man ikke føler noget. Måske er smerten slet og ret pakket væk, fordi man allerede har opgivet og resigneret. Ensomheden, skammen og smerten – det frivole, det perverse som skal fylde tomrummet, den manglende nærhed. Smertens ensomhed. Ensomhedens smerte. Det er virkelig stærk og gribende læsning.

“Til min sidste begravelse overtalte jeg en ven til at stikke en spade ned mellem mine balder bag carporten. Jeg lagde mig i den snævre god og bad ham gøre kort proces./ Rygtet begyndte at svirre, at jeg var pervers./ Jeg trækker mig fra alle relationer og holder op med at eksistere som privatperson./ Jeg glemmer, hvem jeg er og fornægter det, jeg kommer fra, skifter tøj og identitet som en spion.”

Og:

“I Grækenland havde jeg sex med en canadisk mand. Jeg slugte sæden, slugte luften. Mit grundlag løsner sig og fikseres i skyerne. Vores far efterlod os ingenting. Jeg havde ingen skrupler, vreden var blevet en idé. De smed mig af skolen. Efter jeg har trukket mig fra politik kommer angsten.”

Digtsamlingen viser, hvordan sorgen og savnet kan opstå før døden. Samtidig skraber frygtløst i det tabu, at når man har sørget og savnet så meget, mens forældrene levede, at der reelt ikke er mere at savne, når de er gået bort. Der tages mange temaer op, og derfor bliver digtsamlingen nuanceret og meget læsværdig: Far-søn-forholdet eller manglen på samme, der står centralt, flankeres af ensomhed, sorgprocessor og ikke mindst spørgsmålet om, hvad det vil sige at være eller ikke at være.

Digtsamlingen spreder på ingen måde hygge, og man skal ruste sig godt til at tage Dorphs næsten ulideligt stærke billeder ind. Men kan man det, venter der et modigt værk, som formår at sætte ord på, hvad det vil sige at være ude af sig selv af sorg og savn. Og hvilke nuancer “at være eller ikke at være” indebærer for det moderne menneske.

Christian Dorph (f. 1966) gik ud af 9. klasse som 16-årig, og beskæftigede sig herefter fuld tid med politik i VSU. Han har gået på forfatterskolen og i den nye udgave af højskolesangbogen har han han to sange med – bl.a. “Natskygge”, som også er et digt i “Jeg slog min far ihjel.”

Christian Dorph: Jeg slog min far ihjel, Gyldendal, 118 sider, udgivet 26. februar 2021.

Der er lukket for kommentarer.