// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Boberg: Forberedelse til livet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Digte

Thomas Boberg: Forberedelse til livet

Skrevet af den 22. juli 2021 – 05:26Ingen kommentarer

“… Og som den nye padde / jeg var / rejste jeg mig op for første gang i historien / og gav mig til at stavre tilbage / mod vandet. / Nogen kom bagfra / greb mig / og bar mig ind i landet / og placerede mig / et sted bag tremmer med udsigt til en væg.” Thomas Boberg.

Hvis du har Thomas Bobergs forfatterskab til gode, så er du uendelig heldig. Han har velfortjent været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. I år 2000 for rejsebogen “Americas”, og i 2006 for digtsamlingen “Livsstil”. I 2012 modtog han Det Danske Akademis Store Pris. I 2019 udkom den fremragende rejsebog “Africana”, som sanseligt beskriver det afrikanske kontinent. Hans værker bugner af vid, sanselighed og øje for den helt særlige helhed, som mennesket og en livscyklus består af. På både godt og ondt.

Hans seneste værk “Forberedelse til livet” er noget så skønt som en biografi i digtform, hvor Borberg gør status over et langt liv præget af rejser, kærlighed, udlængsler og vold. Og den er ganske enkelt fremragende, og viser, hvor eminent poesien er til at udtrykke stemninger, følelser og erindringsfragmenter. Vi bevæger os fra barnets naive og åbne blik på verden frem mod det voksne, erfarne og mere forhærdede syn på verden – barnets uskyld spejles gennem det voksne digterjegs ræsonnementer, tolkninger, erindringer og oplevelser:

“Hver eftermiddag var jeg nede hos Ulrik. / Indimellem glemte jeg / at jeg legede noget som jeg kun foregav at tro på. / At jeg involverede Ulrik i en skinleg. / Senere hørte jeg gennem døren stedfaren tæske Ulriks mor. / Hun havde langt rødt hår. / En dag vendte Ulrik tilbage og smadrede sin stedfar. Ulrik selv røg ind for vold.”

Raffineret spaltes minderne, og fragmenterne tegner tydelige historier af det et liv er gjort af: tanker, refleksioner, modgang, medgang, ridser, nederlag og lykkestunder. Barndommen, der – alt for hurtigt – bliver overtaget af de voksne erfaringer:

“Når man er barn / har man adgang til øjnene / under sengen. / Man kravler derind / og kan aldrig mere sove.”

Det voksne digterjegs erfaringer, der lægger sig om barnets erindringer er uendeligt smukt og rammer lige i hjertekulen med sin form. Fortiden, der hives hele vejen ind i nutiden, og nutiden, der spejles i fortiden. Et forunderligt cyklisk forløb, der dog hele tiden peger fremad mod en slutning – nemlig døden. Men samtidig står universets mangfoldighed og kærligheden vidunderligt stærkt, og indgyder håb, og på mange måder sætter ord på meningen med livet:

“Jeg vågner på en bænk i det 21. århundrede. Alt hvad vi kender er væk. Fra dette ene punkt rejser vi alle steder. Rygmarvens elektriske flod af violet. Kærlighed i alt. Universet ser sig selv gennem dit blik.”

Åh, hvor er det dog smukt.

Thomas Boberg: Forberedelse til livet, Gyldendal, 102 sider, udgivet den 4. marts 2021.

Der er lukket for kommentarer.