I den smukke bog “Da Guldalderen kom til Søhøjlandet” tegnes der et spændende portræt af “Himmelbjergmalerne”, som er den gruppe kunstnere, der i 1870’erne samledes omkring den berømte landskabsmaler Vilhelm Kyhn i den jyske by Ry. Vi følger kunstnernes opdagelse og brug af det dramatiske landskab med Himmelbjerget som det knejsende fokus, og får et fascinerende indblik i, hvordan de stræbte efter at skildre det ideale landskab.

Den er skrevet af historikeren og kunstkenderen Henrik Bredmose Simonsen, og kan ses som et interessant indlæg i debatten om, hvorvidt, der reet var tale om en såkaldt kunstnerkoloni i Ry med Kyhn som centrum. Simonsen har fået adgang til de mange malerier, som den nu nedlagte Ry Kommune forærede til Skanderborg Museum. Nærværende værk gengiver en række af disse fantastiske malerier – flere ende på helsider.

Tanken om en kunstnerkoloni i Ry er interessant fordi det netop var i den periode at sjællænderne “opdagede” Jylland, der på grund af den nye infrastruktur pludselig lå indenfor rækkevidde. Blicher holdt taler folkemøder på Himmelbbjerget og Skagen blev som bekendt hjemstedet for den berømte kunstnerkoloni, Skagensmalerne. Søhøjlandet er det højest beliggende område i Danmark samtidig med at det er det område med den største tæthed af søer. Et fantastisk smukt og malerisk landskab karakteriseret af store skove, heder, små enge og græsarealer, omgivet af bakker som for eksempel Himmelbjerget og søer, der er forbundet med Gudenåen. Det ligger i området mellem Silkeborg, Hammel, Århus og Horsens.

Man kan på alle måder forstå, at mange malere var fascineret af det vidunderlige landskab, og gengav det igen og igen. En række af de guldaldermalerne som vi betragter som de fineste repræsentanter for perioden såsom Th. Lundbye, Dankvart Dreyer og Louis Gurlitt rejste i 1830’erne til egnen for at opleve og male de dengang ukendte landskaber.

Men det var den anerkendte landskabsmaler Vilhelm Kyhn, der for alvor åbnede alles øjne for det midtjyske landskab med Himmelbjerget som et knejsende fokus, da han i 1870’erne drog fra Hovedstaden med sine kunstelever på sommerstudier til Ry. Bogen tegner et meget fint portræt af Kyhn, og kunstnerne omkring ham, og det er interessant at støde på nye oversete kunstnere. For eksempel Pauline Thomsen, som gerne ville høre endnu mere om. Samtidig giver boget en godt tidsbillede af livet omkring det indre Jylland omkring 1900-tallet.

Så hvis man holder af landskabsmalerier og (kunst)historie og ikke mindst guldalderen, så er bogen på alle måder værd at læse. Man kan forsvinde i de maleriske landskaber i timevise.

Henrik Bredmose Simonsen: Da guldalderen kom til Søhøjlandet, Turbine, 156 sider, udkom 1. september 2020.