// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sanne Søndergaard: Nej
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Humor, Noveller, Samfund

Sanne Søndergaard: Nej

Skrevet af den 13. december 2020 – 05:53Ingen kommentarer

Når man er kvinde, er “nej” et af de sværeste ord, for mange kvinder opdrages til at være søde, velopdragne og føjelige, og hvis en kvinde viser vrede, kategoriseres hun hurtigt som hysterisk eller “for meget”. Nej er 14 små historier om, hvordan livet kan være som kvinde, når man har svært ved at sige fra og sige nej.

Novellerne tager alle udgangspunkt i kvindens synspunkt. Det er dog ikke kun en kritik af manden, men lige så meget af “kvinde er kvinde værst”, for oven i undertrykkelse og manglende ligestilling ligger også kvinders tendens til at jorde hinanden og holde hinanden nede. Det er enormt komplekst, men Sanne Søndergaard formår på fineste vis at sætte ord på de mange vinkler, uden at det bliver navlepillende eller et opråb om, hvor “synd” det er for kvinder.

Jeg ser bogen som et humoristisk indspark i den vigtige debat om ligestilling i samfundet – ikke at det skal være ens for alle, men at alle skal være lige meget værd. Vi er nødt til at insistere på et paradigmeskifte og på at kunne tage de svære snakke uden at pege fingre og kaste med skyld.

Jeg tror, de fleste kvinder, der læser bogen, vil kunne nikke genkendende til mange af situationerne, også i de tilfælde hvor det bestemt ikke er ens mest charmerende eller tiltrækkende side, der spejles. Samtidig kan den måske give os en forståelse for, hvad andre kvinder går igennem – deres livskampe og -vilkår. De små historier giver et indblik i, hvad piger i selv de mindre klasser må udholde og affinde sig med, hvad kvinder i erhvervslivet udsættes for og må bide i sig, hvad fysiske og psykiske overgreb gør ved kvinder, og hvilke usynlige men de må leve videre med. Bogen viser os, hvad strukturel ulighed gør ved den ene halvdel af befolkningen – enten må vi bøje os eller også knækker vi til sidst. Der er en grund til, at kvinder er overrepræsenteret i statistikken for depression, stress og angst, og at det er dem, der tager mest medicin.

Skønt bogen handler om kvinder og skrives fra kvindens synspunkt, er det bestemt en bog for alle køn. Den vil kunne danne baggrund for en sund debat, som forhåbentlig kan medføre større eftertænksomhed og give forståelse for den nuværende strukturelle ramme.

Sanne Søndergaard er komiker og kendt for sit feministiske engagement. Det kan mærkes i bogen, som trods den alvorlige undertone også er vældig humoristisk, og jeg grinede højt mange gange. Søndergaard formår at tegne et nuanceret billede af kvindelivet og dets udfordringer, hvor man mærker smerten, resignationen og frustrationen, samtidig med at man må trække lidt på smilebåndet, når hun spidder manden med sin skarpe pen. Jeg er fan af, at hun går forrest i kampen for at sætte emnet på dagsordenen, for det giver helt sikkert en masse slag at stille sig forrest og råbe højt. Bare spørg Sofie Linde!

Hvad enten du er feminist eller ej, bør du læse denne bog, for til denne skønne bog kan man kun sige JA!

Hvis du er interesseret i andre bøger om samme emne, kan jeg varmt anbefale ManiFEST for kvinder af Birgitte Baadegaard.

Sanne Søndergaard, Nej, Forlaget Grif, 192 sider, udkom 9. oktober 2020

Der er lukket for kommentarer.