// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sophie Kinsella: Noget for noget
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Chick lit, Feel good, Kærlighed og romantik

Sophie Kinsella: Noget for noget

Skrevet af den 23. marts 2021 – 07:00Ingen kommentarer

Dronningen af chicklit er tilbage med endnu en romantisk, humoristisk feel good-bog – denne gang om Fixie, som har fået sit kælenavn, fordi hun ikke kan give slip på ting, men er nødt til at fikse det, hvis hun spotter et problem. En vane, der ofte bringer hende i pinlige situationer, hvor hun ødelægger mere, end hun hjælper.

Fixie er en pligtopfyldende kvinde, som efter farens død gør alt, hvad hun kan for at hjælpe moderen med familiens populære isenkræmmerforretning, Farrs, mens hendes søskende, den succesfulde forretningsmand Jake og den flyvske model Nicole, har travlt med deres egne liv og udnytter Fixies godmodighed.

Da en lækker mand på en cafe beder Fixie om at holde øje med hans computer, mens han tager et telefonopkald, redder hun den fra en katastrofe, og som tak siger manden, Sebastian, at han skylder hende en tjeneste, som hun kan indfri til hver en tid.

Da Fixies mor får problemer med hjertet, rejser hun ned til sin søster i Spanien for at restituere og nyde varmen, og imens er det op til de tre søskende at køre forretningen videre. De er dog langt fra enige om, hvilken retning der er den rette, og Fixie kæmper det bedste, hun har lært, for ikke at skabe splid i familien, men det er svært, når hendes søskende træder på hende igen og igen. Da hendes livs crush, Ryan, som forlod hende året forinden efter en kort affære, pludselig melder sin ankomst igen og viser interesse for Fixie, glider problemerne med familien og forretningen i baggrunden.

Da Ryan kommer i problemer, kommer Fixie i tanke om Sebastians løfte, og hun opsøger ham for at indløse tjenesten. Men den ene tjeneste er som bekendt den anden værd, og Fixie bliver en større og større del af Sebastians liv, hvor den ene tjeneste hurtigt bliver til flere. Fixie bliver snart i tvivl om sine følelser for både Ryan og Sebastian, mens familien også presser hende fra alle sider. Hun er i syv sind – skal hun overholde sine forpligtelser over for familien, eller skal hun for første gang i sit liv kæmpe for sig selv og gå efter det, hun selv ønsker?

Noget for noget er en sød feel good-roman, som vil være perfekt som let underholdning på en sløv søndag, mens vi venter på, at foråret titter frem. Det tog noget tid, inden historien rigtig fangede mig, for jeg blev egentlig ret irriteret på Fixie, som konstant lod sig træde på, og resten er karaktererne er temmelig karikerede. Men da først Fixie begyndte at træde i karakter, tog historien fart og fangede mig. Bogen hører ikke blandt de bedste af Kinsellas bøger, men den vil uden tvivl få dig til at trække på smilebåndet og drømme om den hæsblæsende skæbnebestemte forelskelse, der slår benene væk under dig.

Du kan læse vores anmeldelser af andre af Sophie Kinsellas bøger her.

Sophie Kinsella, Noget for noget, Flamingo, 407 sider, oversat af Dorte Andersson, udkom 21. januar 2021

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.