// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jenny Lund Madsen: Tredive dages mørke
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi, Spænding

Jenny Lund Madsen: Tredive dages mørke

Skrevet af den 4. december 2020 – 07:00Ingen kommentarer

Den selvhøjtidelige og alkoholiserede forfatter Hannah Krause-Bendix lider af skriveblokering og manglende bogsalg. Så da hendes redaktør beder hende om at præsentere sine bøger på BogForum, er hun nødt til at trodse sin store aversion mod arrangementet og møde op. Der går dog ikke længe, før hun føler sig ekstremt provokeret af mainstreamkrimiforfatteren Jørn Jensen, som holder hof for alle sine fans.

Hannah foragter hans blotte tilstedeværelse og får da også lavet en scene, da hun foran alle de tilstedeværende fans og pressefolk får råbt, at alle sgu da kan skrive en krimi. Jørn Jensen griber hendes kommentar og udfordrer hende til selv at skrive en krimi på tredive dage. Og da Hannah selv føler, hun er en eminent forfatter, som leverer smal litteratur til den kræsne læser, mener hun bestemt, at hun kan løfte opgaven – om end ved at nedlade sig til at skrive en krimi. For hvor svært kan det være?!

Hannahs redaktør og eneste ven, Bastian, der har overværet hele optrinnet, klapper i hænderne og tager teten, da Hannahs stunt på BogForum ikke kan undgå at give en masse presseopmærksomhed. Han sender hende på et tredive dages skriveophold til Island for at bo hos hans veninde, den pensionerede Ella, i den lille, fredelige by Húsafjöður langt ude i midten af ingenting.

Hannah er forfærdet. Hun vil hjem igen til sin larmende storby med det samme, men tænker dog med en masse rødvin ved hånden, at hun vil give den krimi en chance et par dage. Det eneste, hun mangler, er lidt inspiration og få dage efter får hun lige netop det. For Ellas elskede nevø Thor findes druknet, og Hannah er sikker på, der ligger en forbrydelse bag. På sin noget akavede og socialt inkompetente måde begynder Hannah sin egen efterforskning af det formodede mord, og inden længe er hun på sporet af noget, som folk i den lille by vil gøre alt for, ikke kommer til at se dagens lys.

Jeg er vild med Jenny Lund Madsens debut. Hele historien med den selvoptagne, alkoholiserede og skriveblokerede forfatter, der skal skrive en krimi på tredive dage. Come on, det har vi da hørt om før, og lige præcis det var det interessante ved bogen. Jenny Lund Madsen tager nogle af de mest klichéfyldte dele af den skandinaviske krimigenre og giver dem et humoristisk og interessant tvist, samtidig med at hun også formår at flække et mysterium sammen, der skal løses. Det var alt sammen med til at gøre læseoplevelsen spændende, og bogen var da også læst på en dag. Sproget bærer tydeligt præg af, at Jenny Lund Madsen har arbejdet som manuskriptforfatter og kan sit kram. Det er virkelig godt.

Jenny Lund Madsen: Tredive dages mørke, Grønningen 1, 328 sider, september 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.