// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Thurah: Skyldig i drab
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund, True Crime

Thomas Thurah: Skyldig i drab

Skrevet af den 25. oktober 2020 – 06:27Ingen kommentarer

Efter at have været besøgsven i Herstedvester Fængsel et par år besluttede journalist og forfatter Thomas Thurah sig for at skrive en bog, hvor fokus er på drabsdømte danskere, ikke på ofre eller opklaring. Thurah vil give læserne et indblik i, hvad der sker med drabsdømte, når fængslets mure lukker dem ude fra omverdenen. Her bliver der så rigelig tid til at reflektere over ens eget liv og den ugerning, der er begået.

Men hvorfor er det interessant? Et menneske, der har gjort noget så grufuldt som at myrde, burde måske ikke være genstand for den interesse, som Thurah udviser? Jo, siger han, for de drabsdømtes tanker og liv i fængslet kan lære os mere om drabets dybe ulykke. Og så er det en fremmed og ukendt verden, vi får adgang til.

At drabet også er en ulykke for drabsmanden, viser samtalerne med de 12 dømte tydeligt. De skammer sig, sørger, reflekterer og forsøger at finde soning, hvilket er svært. Flere af dem søger til religionen for at få en ramme omkring tankerne om skyld og soning. Drabet og skyldfølelsen fylder rigtig meget, og få lægger skjul på, at deres eget liv og fremtid er smadret. Endelig er det et helvede at sidde i fængsel, selv under så ordnede forhold som i Danmark. Så drabet er på mange måder en dyb ulykke.

Der er tre typer af drab repræsenteret i bogen: drab på nærtstående, det seksuelt motiverede drab og voldsdrabet. Af de cirka 50 drab, der begås om året i Danmark er næsten halvdelen drab på nærtstående.Er de så monstre, dem der forfalder til at slå andre mennesker ihjel? Det er ikke det indtryk, man får, når de selv fortæller. Flere af dem virker som ganske almindelige mennesker, og de kommer ikke fra samfundets bund. Men på et tidspunkt i deres liv har de været så meget i krise, at den sunde fornuft er blevet afløst af et ukontrollabelt raseri og affekthandlinger, som medfører et andet menneskes død. Det planlagte drab fylder meget lidt i de danske mordstatistikker, og dem vi møder i ’Skyldig i drab’ har da heller ikke handlet ud fra en nøje tilrettelagt strategi.

’Skyldig i drab’ er en tankevækkende bog om noget, der er svært at få hånd om. Hvorfor slår mennesker ihjel, og hvad bør konsekvenserne være? Hvordan straffer vi og beskytter os selv mod mordere? Og hvem er det, som slår ihjel? Det bliver man klogere på ved at møde personerne i Thomas Thurahs bog. Det skal lige nævnes, at de dømte er anonymiseret af hensyn til de efterladte og i respekt for ofrene. Desuden er drabene fremstillet, så det ikke er muligt at identificere personen eller forbrydelsen.

Thomas Thurah, Skyldig i drab, Gyldendal, 379 sider, September 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.