// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ulrik Gräs: Galgenfugle
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Ulrik Gräs: Galgenfugle

Skrevet af den 8. november 2020 – 06:17Ingen kommentarer

“Henrik tog sit liv i forlængelse af en overlæges voldsomme endeligt. På præcis samme sted som overlægen, sprang han ud fra broen over fjorden…” Sådan lyder anslaget i novellesamlingen “Galgenfugle”, der en samling meget stærke og indsigtfulde noveller, der behandler selvmordets kompleksitet.

Hver eneste dag begår to mennesker selvmord i Danmark. Altså godt 600 personer om året. Det er tre gange flere end end dræbte i trafikken. Mange kender til selvmord blandt venner eller familie, og senest så vi selvmord blandt unge tematiseret i den fremragende roman “Blomsterdalen” af den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen.

En galgenfugl er enten en person, der følges til galgen eller en skælmsk og lidt skurkagtig person. Denne dobbeltbetydning gennemsyrer novellesamlingen, hvor tonen bedst kan betegnes som “alvorsmunter” eller galgenhumoristisk. I alle bogens 12 noveller tager en eller flere personer livet af sig, men tonen er blottet for sentimalitet.

Mest af alt sendes tankerne i retning af Camus’ berømte værk ‘Sisyfos-myten’, der handler om menneskelivets meningsløshed og som hævder “at afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”. I nærværende novellesamling sættes tematikken ind i en genkendelig, men tidløs sammenhæng, hvor den ubærlige psykiske smerte, som selvmorderen oplever udfoldes med meget stor psykologisk indsigt. Trangen til at undgå den evige og enorme forpinthed, håbløshed, ensomhed eller ulykke og vores eksistentielle ret til at vælge døden sættes under lup, og øger læserens forståelse for selvmordets karakter.

Det er imponerende, at novellerne formår at mane til eftertanke uden, at vi bryder sammen i gråd. Derimod hjælpes vi af en stilistisk meget skarpsindig og avanceret comic relief. Som for eksempel i indledningsnovellen, hvor journalisten Henrik springer ud fra en bro, fordi han har skrevet om en overlæges fejldiagnose, der har ført til dennes selvmord. Alle Gräs’ personer er forskellige – børn, unge, ældre, mænd, kvinder, udstødte, afviste og forladte. Og fingrene lægges ikke imellem; selvmordene begås med jagtgevær, med piller, udspring fra broer, reb om halsen, i havet og på togskinnerne. I afmagt, i fortvivlelse, i affekt, i vrede.

Det er stærke sager. Men novellerne giver de udstødte, outsiderne, de utilpassede og de inderligt ulykkelige, de svigtede og de syge en meget vigtig stemme, og nuancerer fravalget af livet på en meget, meget fin måde. Derfor er “Galgenfugle” i allerhøjeste grad værd at læse.

Ulrik Gräs: Galgenfugle, Forlaget Epilog, 192 sider, udkom 6. oktoner 2020.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.