// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sidsel Falsig Pedersen: Svaret kommer med posten
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sidsel Falsig Pedersen: Svaret kommer med posten

Skrevet af den 5. december 2020 – 06:15Ingen kommentarer

“Jeg spiser i kantinen halv tolv, og min kollega spiser klokken tolv, for vi skal også tale med andre kolleger. Det er ikke så behageligt at tale med andre som at spise på kontoret. Jeg har ansøgt om at måtte spise alene på kontoret hver mandag. Jeg venter på svar. I kantinen er der tit en der retter på mig og siger: Du har noget siddende, eller: Du skal tørre dig om munden.”

Citatet er fra indledningen til den korte roman (106 sider) Svaret kommer med posten af Sidsel Falsig Pedersen. Med sådan en indledning er tonen ligesom slået an. Man fornemmer hurtigt, at man træder ind i en fortælling, der befinder sig en anelse ved siden af virkeligheden.

“En kafkask fremtidshistorie light og et kvindeportræt” fremgår det af pressebrevet. Ja tak skæbne, det skal jeg da ellers lige love for. Romanens navnløse fortæller og hovedperson arbejder på et kontor et ikke nærmere defineret sted. Hun får via sit arbejde tildelt en bolig, hvor møbler og ejendele fra den tidligere beboer er efterladt. Der er regler om alt, men det er svært at hitte rede i reglerne og der skal ansøges om stort set alt. Den verden vi besøger er reguleret, bureaukratisk, omstændig og hierarkisk opbygget.

Der er noget ensomt og klaustrofobisk over kvindens liv og dermed også over hele den verden, hun færdes i, og vi som læsere inviteres ind i. Hun virker dog ikke som sådan ulykkelig. Man får en fornemmelse af, at hun har resigneret og bare flyder med. Ser hvad der sker. Tager en dag af gangen. Det er på den ene side beundringsværdigt, at hun sådan affinder sig med tilværelsen. Og på den anden side er det provokerende, at hun ikke for alvor gør noget, handler, kommer videre, gør modstand, siger fra.

Måske hænger hendes passivitet primært sammen med at hun er blevet forladt af Villy. En mand hun engang var kæreste med. Indtil han mødte en anden kvinde på et kursus. Måske er fortællingen et billede på den osteklokkelignende tilstand, man kan være i, når man er i sorg og chok over at være blevet forladt?

Vi møder også Arne, der regner med at dø på en tirsdag. For tirsdage er Arne tit lidt sløj. Arne er typen, der ud af det blå siger, at kvinden skal finde sig en kæreste. Han er også typen, der spørger om hun har taget på. Med sådanne kolleger kan det være en anelse op af bakke.

Romanen er til dig, der gerne vil udfordres og kan lide at undre dig, når du læser og som finder det interessant at dykke ned i et samfund, der er svær at få greb om.

Sidsel Falsig Pedersen (f. 1970) har udgivet mange romaner og novellesamlinger. Vi har anmeldt romanen Hestens fødselsdag og novellesamlingen En hel dags kærlighed og andre fortællinger. I 2016 modtog hun Det Danske Akademis Beatricepris.

Sidsel Falsig Pedersen, Svaret kommer med posten, Oktober 2020, 106 sider, Forlaget Epilog.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.