Når nu efteråret langsomt sniger sig ind på os, og aftenerne bliver koldere og mørkere, så er det heldigt, at Katrine Engberg er klar med femte bog i serien om Kørner og Werner, som man kan krybe sammen under tæppet og fornøje sig med. Og en fornøjelse er det at læse Isola, for Engberg har endnu engang skrevet et brag af en krimi, som holder læseren fanget i et jerngreb fra start til slut.

Jeppe har taget orlov og er rejst til Bornholm, hvor han har fået arbejde som skovhugger. Her forsøger han at komme sig over det forliste forhold til Sara. Esther er i dyb sorg og utroligt ensom og er derfor også taget til Bornholm for at skrive en biografi om den kvindelige antropolog Margrethe Dybris, som hun har drømt om at gøre i flere år. Hun har fået kontakt med den nu afdøde Margrethes datter, Ida, som byder hende velkommen i moderens tidligere hjem, hvor alt står uberørt, så Esther kan dykke ned i historien. Idas bror, Nikolaj, skulle også være i huset, men ifølge Ida er han forsvundet, og politiet vil ikke gøre noget i sagen, fordi han før er stukket af. Esther beder derfor Jeppe om at se, hvad han kan finde ud af.

I København står Anette over for en bestialsk mordsag, da der findes et oversavet lig i en kuffert midt i København. Liget har ligget i kufferten i noget tid, og der er derfor ikke mange spor at gå efter. Da Anette måske endelig får et gennembrud, fører sporet hende til Bornholm, hvor hun bliver forenet med Jeppe, hvis hjælp bliver uundværlig i opklaringen af det grusomme drab.
Isola er ikke blot en rigtig god krimi, det er også en historie om venskab og sammenhold, om at miste og savne og om at overvinde svigt og tilgive. Jo længere tid der går, fra jeg blev færdig med bogen, jo flere lag synes jeg at finde i den. Alle karaktererne i bogen slås med ensomhed, savn og sorg – om det er børn, der blev svigtet af deres forældre, voksne, der blev svigtet af en ven, eller mennesker, der har mistet en, de havde kær, og sidder tilbage i ensomhed med savnet og sorgen. Det er så fint beskrevet, for vi kender vel alle til den knugende fornemmelse i maven, som disse følelser medfører. Vi har alle brug for nære relationer livet igennem, for intet menneske er en ø. Jeg var i hvert fald revet med fra første side og havde slet ikke lyst til at slippe bogen eller karaktererne igen.

Jeg var også vild med Engbergs malende beskrivelser af den barske bornholmske natur, og hendes kærlighed til øen skinner tydeligt igennem. Ligeledes er jeg imponeret over hendes evne til så tydeligt at tegne et billede af en råkold novemberaften på Bornholms kolde klipper, at jeg var overbevist om, at det faktisk var koldt og stormende udenfor og ville tænde for varmen, selvom solen skinnede, og det var 20 grader.

Og når indholdet er så djævelsk godt, så gør det blot bogen endnu bedre, at der også er kælet for detaljerne på ydersiden – Isolas indbinding er som de foregående bøger gennemtænkt og virkelig smuk.

Engberg har indtil videre udgivet en bog om året, og jeg krydser fingre for, at hun fortsætter i samme stil, så vi ikke skal vente alt for længe på at høre nyt om Kørner, Werner og den elskelige Esther. Engberg efterlader os nemlig igen med et spændende plottwist, som gør ventetiden lidt for lang.

Du kan læse vores anmeldelser af de tidligere bøger i serien her.

Katrine Engberg, Isola, Alpha Forlag, 355 sider, udkommer 29. september 2020