// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ellen Berry: Ribstyvene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Feel good, Kærlighed og romantik

Ellen Berry: Ribstyvene

Skrevet af den 6. december 2020 – 06:37Ingen kommentarer

Er der noget bedre i disse måneder, hvor lyser svinder, og kulden kryber ind alle vegne, end at sætte sig godt til rette under et varmt tæppe med en hjertevarm feel good-roman om kærlighed, venskab, tab og håb? Ribstyvene har det hele!

Lucy er gift med Ivan, og sammen har de børnene Sam og Marnie. De lever et travlt liv i Manchester med gode karrierer begge to. Men Lucy drømmer om at åbne en Bed & Breakfast ude på landet, og da drømmehuset fra hendes barndoms lykkelige sommerferier, Rosemary Cottage, i landsbyen Burley Bridge bliver sat til salg, overtaler hun Ivan til at opgive deres travle storbyliv og købe huset med henblik på at drive B&B i den lille landsby.

Lucy trives med deres nye liv og danner hurtigt nære venskaber med naboerne, og børnene falder hurtigt til i de nye omgivelser, hvor de nyder større frihed og mere tid med forældrene. Men på et øjeblik vendes alting på hovedet, da Lucy pludselig bliver alene. Nu er det ikke længere rigtig lykken at være selvstændig, når hun samtidig står med to børn i sorg langt væk fra resten af familien. Lucys mor gør, hvad hun kan for at overtale Lucy til at flytte ind tæt på forældrene i Leeds, men Lucy er endnu ikke klar til at opgive sin drøm.

I landsbyen møder hun tilfældigt James, som hun legede med, da hun som barn var på sommerferie hos sine bedsteforældre i landsbyen, og de optager deres gamle venskab. James kæmper selv med en far, der er ved at blive dement, og et forlist ægteskab, og sammen forsøger de at hjælpe hinanden gennem livets op- og nedture. Er det mon muligt at blive lykkelig igen?

Ribstyvene er en skøn og livsbekræftende fortælling om at rejse sig og lede efter lykken igen, selvom livet har lagt store forhindringer i vejen. Bogen er en både sjov og sørgelig historie om kærlighed, venskab, svære familieforhold og barndommens uskyldige glæde og begejstring. Historien strækker sig over en toårig periode, og det rolige tempo klædte virkelig handlingen godt. Karaktererne krøb hurtigt ind under huden på mig, og beskrivelserne af landsbyen, indbyggerne og den omkringliggende natur var så troværdige, at jeg fik lyst til at flytte til Burley Bridge med det samme for at være en del af det kærlige fællesskab.

Der er udgivet to andre bøger i serien før denne, som jeg håber, at forlaget også udgiver på dansk, for vi må da høre meget mere om indbyggerne i Burley Bridge og livet i den hyggelige landsby.

Bogen er helt oplagt som hyggelæsning i december, og jeg anbefaler den på det varmeste.

Ellen Berry, Ribstyvene, Palatium Books, 338 sider, oversat af Rane Rørdam Knudsen, udkom 28. oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.