// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Harder: De uønskede
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Krige

Thomas Harder: De uønskede

Skrevet af den 25. februar 2021 – 07:07Ingen kommentarer

Selvom jeg efterhånden har læst en del litteratur om 2. verdenskrig, havde jeg alligevel ikke tidligere læst om de tyske flygtninge i Danmark – ja, faktisk var jeg slet ikke klar over, at Danmark fra 1945 til 1949 husede en stor mængde tyskere på flugt fra den sovjetiske hær.

Da Sovjetunionen i efteråret 1944 startede en storoffensiv, skabte det panik i de østligste områder af Tyskland, og indbyggerne blev drevet på flugt mod vest. Som følge heraf kom næsten en kvart million tyske flygtninge til Danmark i starten af 1945. Det var dog ikke med danskernes gode vilje, at tyskerne derefter fik ophold i Danmark. Selvom danskerne brystede sig af en vis medmenneskelighed og var bevidste om et ethvert demokratis forpligtelser over for folk i nød, gjorde deres stærke antipati mod alt, hvad der var tysk, det svært at acceptere, at de tyske flygtninge skulle hjælpes i Danmark, og at de i flere lejre tilsyneladende levede under bedre kår end mange danskere, som krigen havde ramt hårdt.

De tyske flygtninge repræsenterede for danskerne den fjende, som havde holdt landet i et brutalt jerngreb de seneste fem år, og danskerne så hellere, at statsbudgettet blev brugt på at få hjulene i gang igen i stedet for at indkvartere, brødføde og pleje de uønskede flygtninge. Politikernes løsning blev derfor at hjælpe flygtningene på et niveau, så man ville kunne se sig selv i øjnene både dengang og i fremtiden, men som samtidig var lavt nok til ikke at vække harme i den danske befolkning.

Flygtningene blev interneret i bevogtede lejre, for man ønskede ikke at de skulle sive ud i samfundet – både på grund af smittefaren, da de bragte bl.a. tyfus med sig, og fordi det ville gøre det sværere at sende dem ud af landet, når det blev muligt. De oprindelige udmeldinger, da flygtningene begyndte at ankomme, var, at de kun skulle opholde sig kortvarigt i landet, men der gik altså fire år, før de sidste flygtninge blev sendt ud.

De uønskede er et imponerende værk baseret på dybdegående research. Fortællingen er selvsagt meget informationstung med mange stednavne, datoer og tal, men opbygningen af bogen gør den læsevenlig. Alle fodnoter er delt op og markeret som enten rene kildehenvisninger eller tekstnoter, som man nemt kan slå op bagerst i bogen. Disse tekstnoter indeholder uddybninger og sidehistorier, så snyd ikke dig selv for dem. De mange forkortelser er desuden forklaret i en liste bagerst i bogen.

Selve fortællingen er delt op i fire dele, hvor læseren bliver sat grundigt ind i først Tysklands sammenbrud og flugten fra Østprøjsen, derefter administrationen af flygtningene og lejrene, så forhandlingerne om hjemsendelse af flygtningene og til sidst et afsnit om efterspillet i hhv. Tyskland og Danmark. Flygtningene har desuden deres egen stemme i bogen, da der er medtaget vidneudsagn fra flygtningene selv om flugten og deres tid i lejrene. Det er spændende læsning og giver fortællingen et mere menneskeligt præg, for selvom tyskerne var fjenden, kan man ikke undgå at føle med de familier, som fx mistede børn til kulde og sult under flugten.

Denne bog er virkelig en tour de force, men man skal være meget interesseret i 2. verdenskrig og dens følger for at få det fulde udbytte af bogen. Ellers kan den godt blive lidt tung på grund af den enorme mængde information.

Er du interesseret i flere mere ukendte historier fra 2. verdenskrig, kan jeg anbefale at læse Den frivillige om manden, der frivilligt lod sig fængsle i Auschwitz.

Thomas Harder, De uønskede, Gyldendal, 481 sider, september 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.