// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna James: Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Anna James: Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne

Skrevet af den 27. september 2020 – 05:38Ingen kommentarer

”Findes der noget bedre end at forsvinde ind i en bog? Hvis altså man kan slippe ud igen…”

Nu kan alle de unge læsere derude få glæden af årets mest magiske spændingsroman for børn (og deres forældre). Hold op, hvor ville jeg have elsket at have haft denne bog til rådighed som barn. Ikke nok med at historien er fængslende og holder niveauet hele vejen igennem, så får man også lov til at genopleve karaktererne i nogle af de bøger, jeg elskede som barn.

11-årige Tilly er nærmest vokset op i en boghandel. Hun mistede begge sine forældre, da hun var lille, og bor hos sine bedsteforældre, som ejer boghandlen Pages & Co. i London. Hun elsker at læse og bruger det meste af sin tid med hovedet i en bog bagerst i Pages & Co., så da hun en dag modtager en kasse med sin mors ting, og den indeholder alle hendes mors yndlingsbøger, fra da hun var barn, bliver Tilly noget rystet. For hvor meget ved hun egentlig om sin mor? Og hvorfor er det, at Tilly føler sig så draget af sin mors yndlingsbog ’Den lille prinsesse’?

Pludselig render hun ind i en rødhåret pige i Pages & Co, der hedder Anne (med et e!) og bor på Grønnebakken, og kort efter støder hun ind i pigen Alice, der vil invitere hende på teselskab. Tilly synes godt nok, det er mystisk, for begge piger minder hende om nogen, hun kender. Det virker alt sammen som en mystisk drøm, og da hun pludselig befinder sig i Eventyrland med Alice, er hun sikker på, hun er blevet tosset. Da hun prøver at fortælle sin bedste ven, Oskar, om, hvad der er sket, tror han først ikke på hende. Først da hun prøver at forklare det for sin mormor, må bedsteforældrene krybe til korset og fortælle Tilly, hvad familien egentlig er i stand til at gøre.

Den magiske boghandel. Alene titlen får mig til at smile – for er der overhovedet noget bedre end bøger og magi? Bogen har alt, hvad man kunne ønske sig af en god historie. Den egner sig både til piger og drenge – så lad ikke Alice i Eventyrland og Anne Shirley afskrække drengene – Sherlock Holmes er for eksempel på besøg i boghandlen, og så er der også en bogvandring til Skatteøen, og der kan du tro, Tilly og Oskar kommer på dybt vand! Ud over det velkomponerede indhold er der kræset for bogens layout, og jeg kan lige forestille mig, hvor meget glæde den vil sprede blandt alle de børn, der får fingrene i den.
Den magiske boghandel – Tilly og bogvandreren er Anna James’ debut, og hvilken debut siger jeg bare!

Anna James: Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne, HarperCollins Nordic, oversat af Mich Vraa, illustreret af Paola Escobar, 398 sider, udkom 7. september 2020