// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender

Skrevet af den 15. september 2020 – 06:59Ingen kommentarer

“Da Niels vågner, har den mindste af brødrene lagt sig tæt ind til ham i sengen.” Sådan lyder anslaget til Peder Frederik Jensens aktuelle roman.

Det Danmark du kender (eller måske slet ikke kender) kan godt gå hen og blive Peder Frederik Jensens brede folkelige gennembrud. Romanen fortjener masser af læsere og er oplagt litteratur til læseklubber med dens temaer om forskellige måder at leve og at være menneske på.

Vi møder Niels, det unge avisbud, der går i gymnasiet og drømmer om en karriere i forsvaret. Hans mor prostituerer sig for at få økonomien til at hænge sammen. Det er Niels, der en nat bliver påkørt af den socialdemokratiske borgmester Morten. Og det er Frank, den ordentlige mand og lastbilschauffør, der er den første på ulykkestedet. Og så møder vi den velhavende Sigrid, der er borgmesterens elskerinde. Romanen er delt op i fire dele efter de fire karakterer.

Romanen kan dels læses som en samfundskritik af samtidspolitikken og vores velfærdssamfund, der ikke altid fungerer efter hensigten, men romanen kan i endnu højere grad læses som et portræt af Danmark, hvor sammenhængskraften er ved at svækkes. Og romanen kan især læses som et nuanceret og fint skildret portræt af fire forskellige mennesker. Det er den nære, konkrete historie om de enkelte karakter, der især taler til mig, når jeg læser Det Danmark du kender. Man kan måske driste sig til at kalde Det Danmark du kender for moderne socialrealisme og som socialrådgiver er jeg nysgerrig på mennesker og stor fan af socialrealisme.

Det danmark du kender (eller måske ikke kender) er især et barsk og nuanceret portræt af underdanmark. Af dem på kontanthjælp, hvis børn lever af toastbrød og sjældent får bad. Af dem hvis handlemuligheder er få. Men det er også et portræt af dem, der via familien er kommet let til penge, men alligevel ikke er lykkelige. Karakternes liv og valg er skildret med sympati og uden foragt og det efterlader plads til læserens selvstændige vurdering. Romanen er i det hele taget malet med mange nuancer og derfor fremstår karaktererne tydeligt uden at være enten gode eller onde.

Det er en roman, der tuner dit blik ind på, at der er i dette lille velfærdsland, hvor vi tror, vi ligner hinanden, er masser af eksempler på, at vi ikke ligner hinanden. At der stadig er forskel på top og bund. På rig og fattig. På land og by. På magt og afmagt. Det er en klog roman, men man behøver ikke som sådan at være klog for at læse den. Den er skrevet i et sprog, så den er til at gå til for alle. Og derfor tror jeg også, at den appellerer bredt til mange læsere. Både til læsere af skønlitteratur helt generelt, men måske også til læsere af politisk faglitteratur.

Oplagt læsning til dig, der satte pris på Harpiks af Ane Riel, Planen af Morten Pape, Katalog over katastrofer af Stine Askov, Opland af Jens Vilstrup og Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Peder Frederik Jensen (f. 1978) er udlært bådebygger og har gået på Forfatterskolen. Han har skrevet flere romaner blandt andet Læretid, VOLD, Skullfucking og novellesamlingen Banedanmark. Han bor i København og har kolonihavehus i Herlev. Han har modtaget flere priser.

Peder Frederik Jensen, Det Danmark du kender, August 2020, People´sPress, 300 sider.