// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stephenie Meyer: Midnatssol
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy, Roman, Ungdomsroman

Stephenie Meyer: Midnatssol

Skrevet af den 18. september 2020 – 06:09Ingen kommentarer

Man kunne tænke, at hende Stephenie Meyer kun er ude på at malke de stakkels Twilight-fans for flere penge ved at skrive en velkendt historie gennem øjnene på historiens mandlige hovedrolle, men jeg må indrømme, at det er en velskrevet føljeton, hun har leveret. Den længe ventede efterfølger til Twilight-serien, som tog læserne med storm, dengang den første bog udkom på dansk i 2005 og igen af Forlaget Carlsen i 2009.

Det er en kærlighedshistorie om den generte Bella Swan, der flytter til den lille by Forks omgivet af store skove, hvor det altid regner. Her møder hun den mystiske, smukke Edward Cullen, der vender op og ned på hele hendes verden. Edward Cullen som viser sig at være vampyr. Men nu må I ikke forvente for meget. Det er den samme baggrundshistorie som i den tidligere udgivne ’Tusmørke’, men med en række nye detaljer og historier om Edwards fortid og de tanker, han har om Bella, den første gang han ser hende, og efterhånden som kærligheden mellem dem vokser.

Nu kan det godt være, at jeg burde være blevet voksen og have udviklet min litteratursmag i en retning, der tydeligt bærer præg af alle de bøger, jeg har læst, siden jeg stiftede bekendtskab med Edward, Bella og Jacob, men der er altså ikke noget som at genfinde den følelse en serie, man læste som ung, gav. Twilight-serien læste jeg flere gange, og jeg havde et lille crush på Edward (og faktisk også på Jacob), og det at få lov til at genlæse historien gennem Edwards øjne gjorde den ikke dårligere. Godt nok indeholder bogen til tider lettere kvalmende og latterfremkaldende afsnit (set med mine nu 15 år ældre øjne) i total Twilight-stil såsom;

”Jeg tømte omhyggeligt lungerne og tog en kontrolleret indånding. Hendes duft var ikke mere smertefuld end ellers – ikke lige så overvældende, som jeg havde frygtet, den pludselig ville være.
’Jeg har brug for lidt tid’, forklarede jeg.
’Okay’. Hun hviskede stadig”

Men altså, hvem elsker ikke en god kærlighedshistorie om en umulig kærlighed, der lykkes trods alle odds. Læs den i forlængelse af den oprindelige Twilight-serie, hvis du er til fantasy-litteratur om vampyrer, vareulve og hvad der hører sig til, forær serien til din teenager derhjemme, eller køb den, fordi du var fan af serien, filmene eller bare ønsker at smage på nostalgien i at dykke ned i bøger, du læste, da du var yngre. Det var det, jeg gjorde, og jeg nød bogen på samme måde, som havde jeg kigget i gamle fotoalbum, og mindedes den periode af mit liv.

Stephenie Meyer: Midnatssol, Forlaget Carlsen, Oversat af Tina Sakura Bestle, Charlotte A. E. Glahn og Christa Leve Poulsen, 832 sider, august 2020