Mirjam Gelfer-Jørgensen: Kunstarternes forbrødring
Man skal ikke lade sig skræmme af bogens noget tunge titel “Kunstarternes forbrødring. Skønvirke. En kalejdoskopisk periode”. For dette er – titlen til trods – det ultimative værk, hvis man vil vide, hvad der rørte sig indenfor kunst, kultur, design, håndværk og arkitektur i den danske skønvirkeperiode. Perioden kendes af de fleste som Jugendstil eller Art Nouveau, og løb fra cirka 1880-1910.
Bogen er intet mindre end et mesterværk, og jeg er fuldstændig blæst bagover af dens enorme omfang både hvad angår skriftlige kilder og de cirka 350 illustrationer, hvoraf flere aldrig tidligere har været trykt i danske værker. Værket er, med andre ord, en sand skatkiste for kunstelskere.
I dette monumentale mursten af et værk beskrives den periode, der interessant nok danner fundamentet for det, vi i dag kalder Danish Design. Skønvirkeperioden, som falder nogenlunde samtidig med den begyndende industrialisering, er den periode, hvor de forskellige håndværk og kunstarter begynder at samarbejde på tværs af de ellers traditionelle fagskel. Som man for eksempel ser det i sammensmeltningen af kunst og håndværk til kunsthåndværk. Som i et kalejdoskop, skabes der nyt ved at sætte gammelt sammen. Denne fascinerende sammensmeltning og de nye strømninger beskrives levende og med stort engagement af værkets forfatter, Mirjam Gelfer-Jørgensen.
Bogens vidunderlige og unikke billedside udfolder og illustrerer teksten på fineste vis. Men er man typen, der ikke ønsker at læse alt for meget, så kan man alligevel få en meget stor oplevelse ud af de mange illustrationer, som får lov til at fylde både hele og halve sider. Der er alt fra de skønneste tapeter, bogbinderhåndværk, sølv- og guldsmedearbejde og keramiske arbejder. For bare at nævne nogle få. Det er så smukt og sanseligt, at man til tider får lyst til at flytte ind i bogen.
En stor del af bogen skildrer de udenlandske strømninger indenfor kunst, kultur og håndværk, der påvirkede den danske skønvirkeperiode. Vi får altså et kalejdoskopisk og internationalt ‘vue’ på en periode, som efter min mening er en af historiens allersmukkeste. Samtidig er den bragende interessant, fordi vi så tydeligt kan se periodens spor og karakteristika i nutidens design.
Værket er begået af Mirjam Gelfer-Jørgensen, der er cand. phil og medlem af Videnskabernes Selskab. Hun har forsket i kunsthåndværk, kunstindustri, design og islamisk og jødisk kunst. Hun har udgivet en lang række bøger om blandt andre skønvirkekunstnerne Thorvald Bindesbøll og Pietro Krohn. Dette værk må være årets julegave til alle kunstelskere.
Mirjam Gelfer-Jørgensen: Kunstarternes forbrødring – Skønvirke – en kalejdoskopisk periode, Strandberg Publishing, 532 sider, rigt illustreret, udkom den 27. august 2020.