// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Synne Kristine Eriksen: De Tre Tyste: Beskytteren
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Fantasy, Roman, Ungdomsroman, Young adult

Synne Kristine Eriksen: De Tre Tyste: Beskytteren

Skrevet af den 9. august 2020 – 06:35Ingen kommentarer

Beskytteren er første bind i trilogien om De Tre Tyste. I Synne Kristine Eriksens fortælling møder vi en verden og væsner, som lægger sig meget tæt op ad vores nordiske og danske folkesagn og natur.

Sigurd bor ude i skoven med sin lillesøster, deres bedstemor og en karl. En dag bliver søsteren, Svanhild, bortført af store ørne, og Sigurd efterlades fortvivlet tilbage. Han og bedstemoren er sikre på, at der er noget unaturligt på spil, og de søger hjælp i menneskebyen Jærvsborg.

Samtidig finder det elverlignende skovvæsen Myrhat fra klokkemagerne ud af, at deres magisk beskyttende klokke er væk, og dermed er de forsvarsløse mod Mørket og skyggefolket, hvis de finder dem. Også hun drager derfor til Jærvsborg efter hjælp.

Vil Myrhat og Sigurd få hjælp fra den nye høvding af Jærvborg, Saxe, der er morbror til Sigurd? Jærverne er nemlig i konflikt med menneskene fra Norborg, og også dér er der optræk til krig.

For det første er det en ganske børnevenlig fantasyhistorie. Der er en flot og troværdig worldbuilding, og der er kun insinueringer af voldtægter, og volden – trods blod og død – er hurtigt overstået. Førstnævnte er det nok kun de ældre læsere, som bemærker. Det er nemlig diskret af hensyn til de unge læsere. Beskytteren egner sig fint til en målgruppe, der spænder helt fra mellemtrinet og op til voksne læsere.

Tempoet er ret hurtigt, og det giver en art intens stemning med et handlingsmættet plot. Dog uden at det bliver overfladisk af den grund. Stilen er naturlig og flydende, og forfatteren skriver let og fængende. Det er en historie, men nemt kan leve sig ind i og forestille sig. Og det er altid et vigtigt element – ikke mindst i fantasy med world building og fremmede væsner. Det skyldes både hendes personlige skrivestil og den genkendelighed, der lurer i naturbeskrivelserne og skovvæsnerne, som er inspireret af vores folkesagn.

Beskytteren er en historie om at vokse op og vælge. At vælge sin skæbne og enten påtage sig ansvaret for det, der forventes af en, eller at turde gå sine egne veje.

Romanen er et glimrende eksempel på velskrevet og medrivende dansk fantasy, som kan læses af både voksne og børn. Beskytteren har en stærk følelse af folkeviser, folkeeventyr og middelalder, men den er helt bestemt sin egen. Jeg ser frem til at læse de næste to bind i serien.

Synne Kristine Eriksen: De Tre Tyste: Beskytteren. Turbine , november 2016. 307 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.