// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Madame Nielsen: Lamento
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Madame Nielsen: Lamento

Skrevet af den 11. september 2020 – 14:16Ingen kommentarer

Lamento er en sjældent gribende og næsten ubærlig smuk roman, som man ikke bare læser, men oplever og føler på egen krop. I en mesterlig og sanselig stilistisk tour de force præsenteres vi for kærlighedens vanvidsvæsen, og alle de følelser, vi ikke ser, men alligevel registrerer. Grumt og gådefuldt udfoldes et eminent sprogkunstværk, der sublimt indfanger smerten, sorgen og skammen i en inciterende og hjerteskærende klagesang.

Lamento betyder klagesang. En genial titel, der anslår bogens sørgmodige, længselsfulde, ja, næsten fysiske smertelige hovedtema, sorgen, der på et brændende varmt leje af ildrødt folder sig fortvivlet og gribende ud.

Meget symbolsk starter bogen med, at en lejlighed står i flammer og en ung kvinde bliver frygteligt forbrændt. Et meget stærkt billede på kærlighedens og forelskelsens altfortærende og destruktive kraft. Ud af branden reddes bogens jeg-fortæller og hendes elskede kæreste. Hun er forfatter, han er dramatiker. At han udelukkende fokuserer på at redde hende og sit eget manuskript ud af flammerne, slår samtidig temaet om den altopslugende og til tider altødelæggende kunst an.

Bogens raffinerede rammefortælling er, at den kvindelige jeg-fortæller mange år efter, at alt er endt meget ulykkeligt, fortæller historien til sin datter – måske i nærværende romanform. Her udfolder hun hele den smerterlige kærlighedshistorie, og vi forstår hvorfor den brændende kærlighed døde ud. En sjælden indsigt, som løfter sig til en vedkommende og universel fortælling, der spejler de forliste forholds og de brændte følelsers inferno. Tomheden, rædslen, sorgen, der står tilbage, når kærlighedens flamme slukkes for aldrig at kunne tændes igen.

Romanen kan læses autobiografisk – men med det twist, at den kvindelige jeg-fortæller er Madame Nielsens ekskone. Den unge mand, fortællerens elskede, er Madame Nielsen selv som ung. Madame Nielsen fortæller altså sin egen sorghistorie set med sin ekskones formodede perspektiv, og klagesangen gøres til hendes. Man kan måske diskutere denne næsten polemiske vinkel, men fordi sympatien og penneføringen er lagt hos ekskonen, så holder fortællingengen vand. Med stor følsomhed og indsigt, der om noget udstiller Madame Nielsen selv, beskrives det hvorfor forholdet ikke kunne være ved. Det forskubbede perspektiv læser jeg som en stærk selvkritik.

Af forunderlige årsager, har jeg ikke tidligere læst noget af Madama Nielsen. Og det er en eklatant fejl. For sjældent har jeg læst en så vidunderlig og forunderlig roman, der med en kirurgs knivskarpe præstation skildrer forløbet fra stormende forelskelse til de bittesmå ændringer, der gør, at man pludselig ikke kan elske mere. Denne hårfine balance mellem kærlighed og had, som kan brænde os op med dens ustyrlige flammehav beskrives, så man selv kan spejle sig i kærlighedens veje og vildveje.

Madame Nielsen er et ikon på mange måder. Hun er også kendt som Claus Jensen, Claus Beck-Jensen, Das Beckwerk. Kunstneren har blandt andet begravet sig selv og levet som hjemløs med hukommelsestab. Jeg tilslutter mig jubelkoret af fans, og skal nu i gang med at læse alt, hvad denne mangefacetterede begavelse har begået.

Madame Nielsen: Lamento, Grif, 192 sider, fredag den 11. september 2020.