// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Line Tolstrup Holm & Stine Bolther: For barnets bedste
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Line Tolstrup Holm & Stine Bolther: For barnets bedste

Skrevet af den 3. september 2020 – 07:00Ingen kommentarer

Danmark har fået et nyt krimimakkerpar, og de kommer virkelig godt fra start i denne vellykkede debut. De to partners in crime er graverjournalist Line Holm, som to gange har været nomineret til Cavlingprisen, og journalist og forfatter Stine Bolther, som har skrevet flere true crime-bestsellere om tidligere drabschefer. Og det kan i den grad mærkes, at forfatterne er vant til at lave grundig research, for opklaringsarbejdet i bogen er yderst troværdigt, og plottet er velgennemtænkt.

Hovedpersonen er den unge politihistoriker Maria Just, som arbejder på Politimuseet i København. Her er hun i gang med at forberede en udstilling om uopklarede drab i Danmark gennem tiden. Hvad hun ikke ved er, at hun gennem sin research snart vil blive hvirvlet ind i en ny drabssag.

Røde Kors’ generalsekretær findes en tidlig morgen myrdet på bestialsk vis og hængt op på Røde Kors’ facade på Østerbro. Efterforskeren Mikael Dirk får en ny makker, den unge og optimistiske Frederik Dahlin, og sammen bliver det deres opgave at forsøge at opklare mordet på generalsekretæren. De finder hurtigt ud af, at sagen trækker tråde til Christiansborg, hvor generalsekretæren tilsyneladende var i gang med et projekt sammen med Integrationsudvalget. Der hviler derfor et tung pres på efterforskerne fra både pressens og politikernes side for at få opklaret sagen hurtigst muligt, men Dirk og Dahlin er på bar bund, indtil Maria Just kontakter dem. Hun mener nemlig at have fundet en sammenhæng mellem mordet på generalsekretæren og et 52 år gammel mord begået på en politichef i Hellerup.

Jeg var virkelig spændt på at læse denne debut, som jeg havde store forventninger til, og de blev til fulde indfriet. Ud over den troværdige handling og det gode plot er karaktererne spændende, og jeg vil gerne vide meget mere om dem. Maria Just kæmper med traumer fra barndommen grundet farens tidlige død, som hun bebrejder sig selv for. Mikael Dirk forsøger at leve med den dårlige beslutning, han tog flere år tidligere, som kostede ham ægteskabet og forholdet til hans lille søn, og Frederik Dahlin, som altid har været god til alting og aldrig har mødt de store forhindringer, må sande, at der er nogle ting, man ikke selv er herre over. Jeg er sikker på, at der ligger så meget mere og venter på os læsere i disse tre karakterer, som vil folde sig ud i de kommende bøger.

Selvom Dirk og Dahlin er et noget umage par, fungerer samarbejdet mellem dem rigtig godt, og de bibringer hver især noget forskelligt til historien, som får fortællingen til at gå op i en højere enhed. Deres noget uortodokse samarbejde med Maria Just giver historien et underholdende tvist. Der er måske et par gange i bogen, hvor sporene ikke er kamufleret så godt for læseren, så man “regner den ud” inden politiet, men generelt flyder plottet og fortællingen uimodståeligt fremad til det endelige klimaks, der efterlod mig ærgerlig over, at fortsættelsen ikke allerede er udkommet. Konkurrencen om at være Danmarks foretrukne krimimakkerpar er lige blevet markant hårdere!

Line Holm & Stine Bolther, For barnets bedste, Politikens Forlag, 490 sider, udkommer 3. september 2020