// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » B. A. Paris: Dilemma
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

B. A. Paris: Dilemma

Skrevet af den 28. juli 2020 – 06:37Ingen kommentarer

En fest, der har været 20 år undervejs; et bedrag, der vil ødelægge årelange venskaber; og en hemmelighed, der vil ændre deres liv for altid. B. A. Paris har som altid skruet et anderledes og interessant plot sammen, som får læseren til at undre sig, forarges og mærke en fars største frygt helt ind i knoglerne.

Livia har drømt om og sparet sammen til sin 40 års fødselsdag i næsten 20 år. Det skal være hendes livs fest og en erstatning for det bryllup, hun aldrig fik. Det, som hendes forældre havde lovet hende, inden de slog hånden af hende, fordi hun blev gravid uden for ægteskab. Hendes mand, Adam, og deres fælles børn, Marnie og Josh, er helt med på at give Livia hendes fest, og de har gjort alt, hvad der stod i deres magt for, at den skal blive helt perfekt. Marnie studerer i Hongkong og kan desværre ikke nå at komme hjem, men det er Livia på sin vis glad for, for hun har netop opdaget, at Marnie har skjult noget for familien, som er utilgiveligt. En hemmelighed med så store konsekvenser, at Livia ikke nænner at fortælle Adam om det og ødelægge hans syn på deres datter.

Adam er komplet uvidende om Livias viden om Marnie, og han har sammen med sin datter i al hemmelighed planlagt, at hun flyver hjem for at overraske sin mor til festen. For at spare penge skal hun tage flyet fra Hongkong til Cairo, videre til Amsterdam for så at komme til London. Hongkong-flyet viser sig desværre at være forsinket, så Marnie ikke kan nå det næste i Cairo, men hun forsikrer sin far om, at hun vil gøre alt for at nå hjem, inden festen slutter. På selve dagen for festen hører Adam, at netop det fly fra Cairo, som Marnie ikke ville kunne nå, er styrtet ned uden nogen overlevende, og Adam er dybt lettet over, at Marnies første fly var forsinket. Sagen er bare den, at Adam ikke kan få fat på sin datter, og som timerne går, bliver han mere og mere bange for, om Marnie alligevel nåede sit Cairo-fly. Han ved ikke, om han skal fortælle Livia om sin mistanke og ødelægge den dag, hun i så mange år har ventet på, eller vente, til han med sikkerhed ved, om Marnie nåede sit fly.

Jeg er normalt vild med B. A. Paris’ bøger, men denne her skurrede lidt for meget efter min smag. Måske var det hele idéen om at planlægge sin 40 års fødselsdag 20 år forinden, fordi man ikke havde fået sit drømmebryllup, der gjorde udslaget. For hold op et (for mig) urealistisk scenarie. Når det er på plads, synes jeg historien var gribende – især i forhold til den situation med at skåne sine nærmeste for sorgen ved det værst tænkelige. For hvornår er det det rette tidspunkt at fortælle om noget, der for altid vil ændre på en andens liv? Og igen, kan man forsvare ikke at fortælle den anden om noget så vigtigt? Det er godt nok noget af et dilemma, og det er præcis det, bogen handler om.

Læs også vores anmeldelser af Bag lukkede døre, Sammenbruddet og Bring mig tilbage.

B. A. Paris: Dilemma, Forlaget Jentas, Oversat af Lilian Kingo, 318 sider, juni 2020