// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Angela Marsons: Forsvundne piger
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Angela Marsons: Forsvundne piger

Skrevet af den 18. juni 2020 – 05:44Ingen kommentarer

De to niårige bedste veninder Charlie og Amy bliver bortført fra byens fritidscenter ved højlys dag. Charlies mor, Karen, kræver, at kommissær Kim Stone leder efterforskningen trods Stones uerfarenhed på området. Men Karen ved af erfaring, at Kim ikke stopper, før begge piger er hjemme i god behold. Spørgsmålet er bare, om det er en mulighed – for kidnapperne har gjort det før, og kun én af pigerne vil blive sluppet løs.

Stone og hendes team installerer sig i den ene families hjem og sørger for, at ingen af familierne svarer på de sms’er, kidnapperne systematisk sender for at spille familierne ud mod hinanden. Der går dog ikke længe, før den famøse sms kommer – den som ikke har andet formål end at slå de to familiers venskab i tusinde stykker. Hvem vil betale den højeste sum for at få sin datter hjem – også selvom det betyder døden for den anden?

Tiden går alt for hurtigt, og Stone er bange for, at hun ikke kan holde sit løfte til Karen. Bortførerne er hele tiden et skridt foran, og Stone må erkende, at det ikke er typiske bortførere, hun har med at gøre. De efterlader sig en række bestialske mord i deres kølvand. Det er nemlig ikke kun en jagt efter penge, bortførerne bliver drevet af. Lysten til at dræbe er en lige så stor drivkraft.

Forsvundne piger er den tredje bog i serien om Kim Stone og endnu en virkelig god en af slagsen. Plottet er på ingen måde gennemskueligt, og handlingen kører derud af med 180 i timen. Stone er en ensom ulv med en masse rod i bagagen. Hun er vokset op i forskellige plejefamilier og har været udsat for ting, børn aldrig burde opleve. Det er nok derfor, at jeg er så vild med kombinationen af Stone og hendes langt mere normale team, som er noget af det tætteste, Stone kommer på en familie. De er også de eneste, der tolerer og værdsætter hendes afstumpede facon, for de ved, at hun er den skarpeste politikommissær, der findes. Jeg glæder mig meget til at lære dem alle bedre at kende i den næste Stone-krimi, der kommer.

Angela Marsons: Forsvundne piger, Forlaget Jentas, 405 sider, august 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.