// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ronan Farrow: Catch and kill
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk, Journalistik, Samfund, True Crime

Ronan Farrow: Catch and kill

Skrevet af den 23. maj 2020 – 13:41Én kommentar

En af den amerikanske filmindustris mest magtfulde mænd, Harvey Weinstein, blev her i foråret bragt til fald. Han blev idømt 23 års fængsel som følge af at have misbrugt kvinder over en længere årrække, og overgrebene omfatter voldtægt, chikane, trusler, befamlinger med mere. Weinsteins deroute skyldes primært de modige kvinder, som stod frem og fortalte deres historier, men også fødselshjælperne. Disse hjælpere er en lille gruppe journalister, som gravede i rygterne, gradvist fandt frem til ofrene og overtalte dem til, at deres historie måtte ud for at stoppe mænd som Weinstein.

Her på bogblogger.dk har vi anmeldt den fremragende ’She Said’ af New York Times-journalisterne Jodi Kantor og Megan Twohey. De bragte de første historier om Weinstein. Parallelt med deres research og dialog med ofrene arbejdede mediemastodonten NBC også på historien, og her var det journalisten Ronan Farrow, der bed sig fast. Hans historie er der også kommet en særdeles læseværdig bog ud af.

Farrow er søn af Woody Allen og Mia Farrow, og det er hans søster Dylan, der har anklaget Allen for seksuelt misbrug. Dette har Farrow med i sin personlige bagage, og det stimulerer naturligt nok den voldsomme intensitet, som Farrow kaster ind i arbejdet med at opspore kvinderne og få dem til at stå frem. Denne del af bogen har mange paralleller til ’She Said’, men Farrow føjer nye facetter til. Man kommer blandt andet tættere på de metoder og mennesker, der mod klækkelig betaling bistod Weinstein i hans forsøg på at sværte ofrene til og forhindre journalisternes arbejde. Et af de mere kulørte aspekter er det israelske sikkerhedsfirma Black Cube, som overvåger centrale aktører, heriblandt Farrow selv, hyrer agenter der skal liste oplysninger ud af dem, der arbejder med historierne og på andre fantasifulde måder begrænse konsekvenserne mest muligt for Weinstein. Et kobbel af advokater er naturligvis også i Weinsteins fold og truer NBC og Farrow med alskens ulykker, hvis historierne bliver offentliggjort.

Det blev historierne faktisk ikke af NBC. Det er detaljeret beskrevet, hvordan chefer tæt på den absolutte top spænder ben for Farrow. De er nervøse for de juridiske konsekvenser, og en af dem har måske lidt for tætte relationer til den anklagede. Endelig viser det sig, at især yngre kvinder også har oplevelser med misbrug i NBC. Mekanismerne i at afvæbne og begrave kritiske historier er bragende godt skrevet, og man er som læser med helt inde i maskinrummet i en moderne mediekoncern.

Forsøgene på at få lagt Farrows historie ned og konsekvenserne heraf bliver dog også en svaghed ved bogen. Forfatteren kommer til at fylde meget, og ja, det er synd for ham, at han må gå meget i gennem for at bevare sin position som wunderkind og stjernejournalist, men det blegner, når man sammenligner med konsekvenserne for de mange kvinder, der har været i kløerne på Weinstein. Dette skal dog på ingen måde afholde interesserede fra at kaste sig over ’Catch and Kill”. Det er en kanon spændende fortælling om et system, hvor magtfulde mænd i en årrække har misbrugt deres position, og hvor uhyggeligt mange valgte at se til den anden side af frygt for konsekvenserne eller fordi de havde fordele af at have positive relationer til de pågældende – det gælder forretningsfolk, politikere, skuespillere, producenter og centrale aktører i nyhedsmedierne.

Ronan Farrow: Catch and Kill. Klim, 453 sider. Oversat af Ninna Brenøe, maj 2020