Gitte-Annette Knudsen: Vibeke Klints verden
“I vores tid, hvor håndværket er udfordret og tilsidesættes til fordel for akademisering på flere kunstneriske uddannelser, er fortællingen om en kunstner, som har håndværket som omdrejningspunkt, måske særlig vigtig. Vibeke Klint er ikke rundet af akademisk uddannelse. Hun har udviklet sine tekstiler i tæt dialog med mellem akvarellen, materialerne og håndværket.”
Det er den rene fryd at læse nærværende mesterværk om en af dette århundredes mest markante og betydningsfulde kunsthåndværkere, væveren og designeren Vibeke Klint. De fleste kender hende for de stilrene, grafisk stramme håndvævede tæpper, der pryder gulvene i mangt en feinschmeckerbolig. Små mesterværker, der er kendtegnende for Klints unikke stilsans, det perfektionerede og helt unikke design, der som alle store klassikere kan fungere i en hvilken som helst periode, generation efter generation.
“Vibeke Klints verden” er skrevet af Gitte-Annette Knudsen, der fungerede som væver for Vibeke Klint i perioden 2003-2008. Derfor er det også med stor faglighed og ditto kærlighed, at hun beskriver den store danske vævers arbejdsliv gennem 50 år. Et vigtigt vidnesbyrd om en arbejdsmetode og et håndværk, der næsten ikke findes mere i Danmark.
Knudsen har fået adgang til en stor mængde skitser og prøvematerialer fra Klints livslange produktion fra årene 1950-2008 samt de tekstile prøver, færdige arbejder, akvareller, skitser, notesbøger og dagbogsnotater, som familiens arkiv indeholdt. Dette skatkammer er ikke tidligere udgivet, og vi får derfor et helt nyt og unikt indblik i Klints arbejdsmetode.
Vi præsenteres for informative skitser og de smukke akvareller, der anskueliggør, hvordan Klint udviklede sine tekstiler i tæt dialog mellem, akvarellen, materialerne og vævehåndværket. Bogen lader værkerne få masser af plads, og læseren forstår, hvor visionær og mesterlig Klint var. Den unikke farvesans og evnen til altid at lade lyset bryde en flade, det stramme nordiske formsprog, der kontrasteres og brydes af det altid bløde materiale – nemlig garnet. Ja, vi kan næsten føle ulden mellem vores hænder og under vores fødder, når det ene mesterværk efter det andet toner frem i denne perle af en bog. Jeg kunne slet ikke lade være med, at lade hænderne glide hen over siderne, mens jeg læste. Så lækkert, delikat og smukt.
Dagbogsnotaerne, hvor man følger Klints liv inddrages kun, når de kaster lys over personen og arbejdsprocessen, og snager heldigvis aldrig. Men eftersom Klint havde værksted hjemme fremstår de yderst relevante, og tegner et portræt af en dybt sympatisk person, der satte nye standarder for brugskunsten.
For den væve- og håndarbejdsinteresserede er bogen et must. For skitserne og notaterne viser en arbejdsproces ud over det sædvanlige. Og så er den vigtigt vidnesbyrd om et håndværk, som desværre nok er ved at forsvinde ud af danske hænder. Bogens layout og tryk er lige så æstetiske som Klints arbejder. Derfor er den et kunstværk i sig selv. Hvilken gave!
Gitte-Annette Knudsen: Vibeke Klints Verden, Haslund Publishing, 20. maj 2020, 256 sider, rigt illustreret.