// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Richard Mason: Suzie Wong
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Richard Mason: Suzie Wong

Skrevet af den 7. maj 2020 – 06:32Ingen kommentarer

Hvad kan en bog om en englænder i Hong Kong i 1950’erne og hans forelskelse i en prostitueret bruges til i dag?

Kærlighedshistorier har jo naturligt nok noget universelt over sig, selv om forelskelser og samliv naturligvis er stærkt præget af den tid, de udspiller sig i. I fortællingen om Suzie Wong lærer vi noget om, hvordan det kan have foregået i det mystiske Østen, det fortryllende eksotiske, barske og for de fleste vesterlændinge helt ukendte territorie.

Masons hovedperson Robert Lomax vender tilbage til Østen efter at have været der under 2. Verdenskrig og efter tilfældige jobs, finder han sit endelige kald: at blive kunstmaler. Han finder også sit livs kærlighed, den prostituerede Suzie Wong, som arbejder sammen med en række andre ’gadepiger’ på det hotel, hvor han naivt har lejet et værelse på månedsbasis. Andre lejere tager kun værelserne på timebasis, og Robert finder naturligvis hurtigt ud af, hvad det er for et sted, han bor. Som kunstmaler er det guddommeligt. De kinesiske piger er skønne i deres insisterende flirt med sømænd fra hele verden.

Lomax indleder et forhold til Suzie, og her ligger bogens egentlige drama. Hun har tilstrækkelig selverkendelse til at se, at hun har en svær fremtid i de borgerlige engelske cirkler, som Robert færdes hjemmevant i. Robert giver dog ikke op, og hans anseelse, formue og muligheder vokser støt i takt med, at han slår sit navn fast i kunstens verden.

Der er ikke mange spor af de turbulente år efter verdenskrigen i Hong Kongs historie. Sociale spændinger mellem rige og fattige og Vest versus Øst fylder heller ikke meget. Det eksotiske miljø er en kulisse for kærlighedshistorien. Med nutidens briller bliver det en lidt tynd kop the. Kærlighedshistorien er sød, og man fornemmer, at Lomax ikke vil indrette sig efter fordomme om de kinesiske piger. Men dramaet udebliver, og det er nok fordi, det er svært at læse bogen med fokus på datidens normer og fordomme. Da bogen udkom, har det sikkert været langt mere forargeligt at vælge den livsvej, som Lomax gør. Bogen fik da også fine anmeldelser og er både filmatiseret og opført på teaterscener i en række lande.

Richard Mason: Suzie Wong, Schønbergs Lommeelefanter. 285 sider. Oversat af Jørgen Andersen-Rosendal. Udkom på dansk i 1966