“100 års ensomhed” er en ikonisk roman, som rigtig mange har læst og endnu flere har hørt om. Da den udkom i 1967 blev den en verdensomspændende succes, og den regnes som hovedårsagen til, at latinamerikansk litteratur fik et boom, og at magisk realisme blev en af tidens mest populære litterære genrer. Magisk realisme er litteratur, der blander en realistisk fremstillingsform med magiske, overnaturlige og mytiske elementer. Og det gør “100 års ensomhed” på mest fabulerende og fremragende vis.

Alene titlen lokker og pirrer – og især nu synes den aktuel, fordi Coronakrisens lockdown, har medført, at mange føler sig alene og savner nærværet med andre mennesker.

Bogen er et mesterværk, og man forstår til fulde dens enorme popularitet. Den er nemlig ikke bare en stort anlagt og ambitiøs fortælling om en slægt og dens undergang. Den samler og væver en hel slægts historie sammen med den latinamerikanske historie gennem 100 år. Og så er den et grusomt og grumt kig ned i ensomhedens dyb. Det siges, at Gabriel García Márquez følte en katastrofe i sjælen, da han fik ideen til værket, og det fornemmer man hele vejen gennem den gribende bog.

“100 års ensomhed” er den fantastiske, fabulerende og forrygende krønike over den store farverige Buendiasslægt, der i syv generationer lever og dør i den ensomt beliggende landsby Macondom, der ligger i en fiktiv mexicansk stat. Vi følger byen fra den bliver grundlagt i 1800-tallet af ægteparret José og Ursula Buendía, som er fætter og kusine, til dens opblomstring og til dens ultimative forfald. Deres nære familiære relation, slår et af bogens store temaer an – nemlig indavl, som hele slægten frygter, og som der spåes vil blive dens undergang. Det afholder dog ikke slægtens mænd fra kontinuerligt at blive draget af slægtens kvinder. Og det bliver fatalt.

Buendíaslægten er, som bogens titel antyder, underlagt en skæbne en skæbne om at dens æra skal slutte:

“Men før han kom til sidste verslinje, havde han allerede forstået, at han aldrig skulle forlade dette værelse, da det var forudset, at spejlenes (eller luftspejlingernes) by skulle jævnes til jorden af blæsten og forvises fra menneskenes hukommelse i det øjeblik Aureliano Buendía blev færdig med at tyde pergamenterne, og at alt, hvad der stod skrevet i dem, altid havde været og altid ville være ugentageligt, for slægter, der er dømt til 100 års ensomhed for ikke en chance på jorden.”

Men før det går så galt, hvirvles vi ind i landsbyens betagende mylder af skæve og magiske eksistenser, der ikke lader naturlove få et ben til jorden. Der er præsten, der kan svæve over jorden, når han drikker en kop chokolade. Afdøde borgere går rundt i byen, og kommenterer handlingerne og begivenhedernes gang. Vi hører ofte om persongalleriets tanker i form af deres drømme eller i rene fantasier. Der springes rundt i handling og tid, samtidig med at historiske begivenheder såsom jernbaner, telefonen, elektriciteten og andre moderne landvindinger trænger sig på udefra.

Selvom romanen er et virvar af navne, og handlingen stort set er umulig at referere, så er Márquez’ sprudlende fortælleglæde fuldstændig magisk og medrivende. Som en positiv malstrøm, hvirvler den sin læser længere og længere ind i galskabens afgrund, lidenskabens ild, livets fortryllende og udefinerbare urkraft. At læse “100 års ensomhed” er en så stor oplevelse, at den bliver sidende længe i krop og sjæl, når man har læst den. Det er ganske enkelt magisk.

Gabriel García Márquez fik velfortjent nobelprisen i 1992. Læs også vores anmeldelse af “Kærlighed i koleraens tid”.

Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed, Rosinante, 9. udgave, 5. oplag, 2020, 371 sider, oversat af Merete Knudsen.