// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristoffer Frøkjær: Manden, der fik skåret sin hjerne i skiver og 49 andre vilde videnskabelige forsøg
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Samtalebog

Kristoffer Frøkjær: Manden, der fik skåret sin hjerne i skiver og 49 andre vilde videnskabelige forsøg

Skrevet af den 18. maj 2020 – 05:37Ingen kommentarer

Det her, folkens, er en af de bøger, som dine børn vil elske, og som du måske (det gjorde jeg i hvert fald) kommer til indimellem at vrænge på næsen over. For i 49 afsnit har Kristoffer Frøkjær fundet nogle af de mest bizarre videnskabelige forsøg frem og serveret dem i en mundret version netop til os.

Så er det måske, du tænker; hvad kan der være så slemt ved den bog, at jeg som mor sidder og vrænger over den. Ja, måske var det, at FØRSTE historie handlede om den russiske læge Vladimir Demikhov, som ville lave en hund med to hoveder. Her skal der måske tilføjes, at min 10-årige medlæser var ekstremt optaget af netop den historie – så meget at vi måtte læse den flere gange. Forskellen mellem 10-årige drenge og 40+-årige mødre var nu lagt.

Nå, men selvfølgelig er ikke alle videnskabelige forsøg i Kristoffer Frøkjærs bog i den boldgade. Der er faktisk en række meget oplysende forsøg, som vi begge fandt virkelig underholdende. Der er for eksempel tyskeren Hennig Brand, som ville lave tis om til guld, eller den svenske professor og læge Key-Åberg, som ville finde ud af, hvad der skal til, for at mavesækken revner, og satte to forsøgspersoner i gang med at teste, hvem der kunne spise flest hotdogs på 12 minutter.

Så var der franskmanden Francoise Magendie, som ville undersøge, hvor meget mennesker prutter, og neurobiologiforskeren Michael Smith, som ville teste, hvor det gør mest ondt at blive stukket af en bi, og besluttede sig for, at han skulle stikkes 25 steder på kroppen, hvilket inkluderede tissemanden!! (Det skal siges, at Gustav på 10-år lavede de STØRSTE øjne her).

Så I må kunne forstå, at Manden, der fik skåret sin hjerne i skiver og 49 andre vilde videnskabelige forsøg har været det helt store samtaleemne i vores hjem i mange uger. Vi har været forargede, overraskede, haft grineflip, og så er vi blevet en del klogere på nogle sjove ting. Jeg er vild med illustrationerne undervejs. De var både oplysende og morsomme, og så var de fuldkommen målrettet den aldersgruppe på 10-13 år, som bogen er skrevet til. Det må simpelthen være den perfekte bog at tage med på sommerferie – især i år hvor vi skal være så meget mere sammen i den lille familie.

Kristoffer Frøkjær: Manden, der fik skåret sin hjerne i skiver og 49 andre vilde videnskabelige forsøg, Politikens forlag, 144 sider, april 2020