// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofus Slocinski: Detektiger og computermysteriet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Sofus Slocinski: Detektiger og computermysteriet

Skrevet af den 15. april 2020 – 05:20Ingen kommentarer

Detektiger og computermysteriet handler om en tigerdreng, der bor på en tankstation sammen med sin mor og far. De har fået ny computer, men pludselig eksploderer den, og detektiger beslutter sig for at tage hen til computerfabrikken for at finde ud af, hvad der foregår.

Computerfabrikken er stor, og han må lede længe for at finde et svar. Pludselig møder han en muldvarp, der sidder og laver computere, og de ser jo som bekendt ikke så godt, og muldvarpen kommer derfor en masse ting ind i computeren, der ikke skal være der. Måske er det derfor de eksploderer? Der må da være noget bedre muldvarpen kan lave.

Bogen er skrevet og tegnet af en niårig dreng, og det kan man tydeligt mærke – på den gode måde. Fantasien er på ingen måder begrænset af voksne øjne og tegningerne er meget autentiske.

Som voksen læser var det sjovt at komme ind i hovedet på en niårig dreng og se hvordan fantasi og tegneevner kan blive til en sjov billedbog.

Bogen er fjollet og sjov og anderledes. Tegningerne er skægge og detaljerede, og der er pudsige ting med, som for eksempel en taxachauffør, der bliver optaget af en reklame for drikkeyoghurt.

Lige da vi gik i gang med at læse bogen, var jeg ikke klar over, at den var lavet fra ende til anden af en niårig dreng, og jeg nåede at tænke, at det her da var noget mærkeligt noget. Men da jeg så fandt ud af historien bag bogen, blev jeg ret imponeret. Er der nogen større mening med den eller læring i den? Næh, måske ikke. Men det behøver der heller ikke altid at være. Den er sjov og underholdende, og min seksårige blev ret imponeret, da jeg fortalte, at det var en niårig dreng, der havde tegnet og skrevet bogen. Det er jo også en form for inspiration.

Det er sejt gået, og det bliver spændende at se, om der kommer mere fra Sofus Slocinski.

Sofus Slocinski, Detektiger og computermysteriet, Jensen & Dalgaard, 32 sider, udkommer 15. april 2020