// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nicole Boyle Rødtnes: Zombie Hospitalet Bog 1 + 2 – De dødes verden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Nicole Boyle Rødtnes: Zombie Hospitalet Bog 1 + 2 – De dødes verden

Skrevet af den 26. marts 2020 – 05:30Ingen kommentarer

Forbered dig på at låne eller købe hele serien, når du skal i gang med at læse Nicole Boyle Rødtnes’ zombie-bøger højt for dine børn, eller hvis de selv skal læse dem. De er nemlig yderst afhængighedsskabende. Zombie Hospitalet – De dødes verden blev læst på tre aftener og med næsten lige så stor interesse fra den voksne højtlæser som fra den 10-årige.

Sarahs lillebror, Oliver, har kræft og er indlagt på Lillerød Hospitals børneafdeling. Selvom Oliver ikke kan holde ferie, beslutter deres forældre, at Sarah skal med dem en tur i sommerhus. Lige inden de skal køre afsted, beretter Breaking News i fjernsynet, at mennesker fra et sunket krydstogtskib er dukket op på Lillelund Strand. Ambulancer er ved at hente dem og køre dem til Lillelund Hospital.

På vejen til sommerhuset ser Sarah og hendes forældre den ene mærkelige ting efter den anden, og inden længe opdager de, at de overlevende fra krydstogtskibet er zombier. De må tilbage og redde Oliver, som befinder sig præcis der, hvor de fleste fra krydstogtskibet er kørt hen.

Samtidig på hospitalet er Oliver og hans værelseskammerat Clara forundrede over al det postyr, der pludselig er på og omkring hospitalet. Et af de andre kræftramte børn, Khalid, kommer styrtende ind til dem. Han har set masser af zombiefilm, og han er overbevist om, at de er under angreb fra zombier. Oliver og Clara finder hurtigt ud af, at det er præcis det, de er.

Denne miniserie er en del af en stor verden af zombiehistorier alle skrevet af Nicole Boyle Rødtnes. De har alle det til fælles, at de er fyldt med de sejeste makabre og blodige illustrationer tegnet af Bodil Bang Heinemeier. Det er apokalypse historier med børn som helte, og vi elsker dem hjemme hos os.

Bøgerne har et lixtal på 19 og egner sig både som højtlæsning og som selvlæsning fra 10-årsalderen, alt efter hvor god en læser dit barn er, og hvor meget uhygge han/hun kan tåle. For der er bestemt ikke lagt fingre imellem de ekstreme situationer, børnene i historien kommer ud for.

Nicole Boyle Rødtnes, Zombie Hospitalet Bog 1 + 2 – De dødes verden, Alvilda, 81 + 81 sider, januar 2020