// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nicole Boyle Rødtnæs: Zombie Lejrskolen Bog 1 – Lærernes angreb
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Nicole Boyle Rødtnæs: Zombie Lejrskolen Bog 1 – Lærernes angreb

Skrevet af den 2. marts 2020 – 05:38Ingen kommentarer

”Ej, hvor nederen at den slutter lige der!” udbrød Gustav på 10 år, da jeg havde læst sidste side i Zombie Lejrskolen Bog 1 højt for ham. ”Den var bare så spændende!” Det er jo kræs for en mors ører, og jeg måtte love ham højt og helligt, at vi den efterfølgende dag tog en tur forbi biblioteket, så vi kunne låne Bog 2 og få svar på alle de cliffhangers, som Nicole Boyle Rødtnæs så snedigt efterlod i Bog 1.

Og hvad er det så med de der Zombiebøger, kunne det tænkes, at nogen ville spørge sig selv om. Ja, det er nok hele apokalypsetanken, der fascinerer den unge læser, og ideen om, at det er børn, der skal overleve uden hjælp fra nogen voksne. Zombie Lejrskolen Bog 1 – Lærernes angreb foregår lige efter zombievirussens udbrud, og folk er derfor slemt chokerede over, hvilken virkning den har på mennesker.

Noam har måttet gå en klasse om og går derfor i klasse med sin lillesøster, Esra. Det er han bestemt ikke tilfreds med, og det hjælper heller ikke på situationen, at de nu skal på lejrskole sammen. De har ikke tilbragt lang tid på lejrskolens område, før Noam kommer op at slås med den irriterende dreng Mac. Det ender med, at lærerne må skille dem ad, og matematiklærer Steffen tager Noam med ind i skoven på en ’køl ned’-gåtur. Det viser sig at være en rigtig dårlig ide, for i skoven kommer der en mand til syne med sine tarme hængende ud af maven, og inden de får set sig om, har han overfaldet Steffen.

Der går ikke længe, før samtlige lærere og en masse elever på lejrskolen er inficeret med zombievirussen, og Noam og resten af de overlevende klassekammerater må lære på den hårde måde, hvordan man dræber dem. De har ingen kontakt til omverdenen og ender med at måtte splitte gruppen op for at hente hjælp.

Som i alle Nicole Boyle Rødtnæs’ zombiebøger er Zombie Lejrskolen Bog 1 – Lærernes angreb virkelig flot illustreret af Bodil Bang Heinemeier. Hendes tegninger giver historien et ekstra lag af uhygge og dramatik, som hænger ved, længe efter bogen er læst.

Bogen har et lixtal på 19 og egner sig både som højtlæsning og som selvlæsning fra 10-årsalderen, alt efter hvor god en læser dit barn er, og hvor meget uhygge han/hun kan tåle. For der er bestemt ikke lagt fingre imellem de makabre situationer, børnene i historien kommer ud for. Zombie Lejrskole-serien består af to bøger.

Nicole Boyle Rødtnæs: Zombie Lejrskolen Bog 1 – Lærernes angreb, 81 sider, august 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.