// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Héctor Abad Faciolince: Affald
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Héctor Abad Faciolince: Affald

Skrevet af den 25. februar 2020 – 06:08Ingen kommentarer

At få noget så personligt og skrøbeligt afsløret som sine kasserede ord ved at få sit affald gennemrodet og taget af et andet menneske. Det må være noget nær det værste for en forfatter. Især hvis det er en forfatter, der ønsker at bevare sine ord for sig selv og ikke dele dem med nogen. Affald er en historie om netop det.

En unavngiven forfatter finder ved et tilfælde nogle nedkradsede noter, som den tidligere romanforfatter Davanzati har smidt ud i affaldsskakten i den etagebygning, de begge bor i. Han ved, det er en indtrængen i en forfatters liv at læse kasserede eller uredigerede noter eller romanstykker, men han kan ikke lade være. Snart bliver det til en besættelse for ham at gennemrode affaldet for at finde de kasserede papirstumper, Davanzati har smidt ud.

Genren på de fundne sider svinger fra dag til dag. Korte noter. Hele afsnit i romaner, der har potentiale, og som den ubudne gæstelæser ser som en genistreg – for blot dagen efter at være intet andet værd end som brænde i pejsen. Intet der fortæller læseren om, hvad eller hvilken person man har med at gøre. Alt dette gennemanalyseres og dechifreres af den unavngivne forfatter.

Det var ekstremt svært for mig at anmelde denne bog. Paradoksalt nok brød jeg mig overhovedet ikke om denne Héctor Abad Faciolince-bog, og så er det en bog, der har vundet den spanske pris ’Casa de América de Narrativa Innovadora’, og som var med til at sætte grundstenen for Faciolinces fremtidige karriere som forfatter. Jeg nød virkelig hans roman Det fortabte paradis og hans beskrivelser af det colombianske landskab, klimaet og de mennesker, der bor omkring de tre søskende, bogen handler om. Affald er en helt anden type bog, og om det var det, der forbavsede mig så meget, eller om det bare var min manglende evne til at se det smukke i de forvirrende nedkradsede noter, det vil jeg lade være op til andre læsere af Affald at afgøre.

Læs også vores anmeldelse af Héctor Abad Faciolinces Det fortabte paradis.

Héctor Abad Faciolince: Affald, Editorial Aurora Boreal, 162 sider, februar 2020