// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sun Pin: Uendelig lidelse
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

Sun Pin: Uendelig lidelse

Skrevet af den 5. januar 2020 – 06:11Ingen kommentarer

Det er altid interessant at læse litteratur fra lande, der sprogligt, kulturelt og ideologisk ligger langt fra dansk og vestlig livsopfattelse. Denne litteratur kan nemlig give indsigt i en fremmedartet kultur på en helt anden måde end reportagen eller rejseskildringen kan det. Gennem fiktionen og personskildringerne får vi en helt unik adgang til livet, følelseslivet og livsopfattelserne hos værkernes karakterer.

Nu præsenterer Forlaget Korridor en række udgivelser af kinesisk og japansk samtidslitteratur af meget høj kvalitet i et let tilgængeligt format, nemlig novellaer og noveller. Genrebetegnelsen “novella” er ikke så udbredt i Danmark, men er en stærk og nulevende tradition i både Kina og Japan. De to første udgivelser i rækken er kinesiske, og begyndte med det også i Vesten veletablerede navn Yu Huas bog “En virkelighed“.

Nærværende værk er novellaen “Uendelig lidelse”, skrevet af det unge talent Sun Pin (f. 1983). Den skildrer et ægtepar, der er nødt til at dele en lillebitte lejlighed med et noget yngre par. Læseren følger kvinden fra det ældste par, Chu Nanhong. Vi kommer smerteligt tæt på og ind på livet af den indestængte vrede og det massive raseri hun føler – især overfor de boligforhold, der bydes befolkningen i det moderne storbyliv i Kina.

Da Chu Nanhong, får nys om, at der vil blive tildelt lejligheder til personer, der arbejder på hendes mands arbejdsplads, bruger hun alle kneb for for at få fat i en af dem. Pinefuldt følger læseren, hvordan Chu Nanhong fornedrer sig selv, ja træder sig selv under fode i sit personlige opgør mod et samfund, hvor succeskritierne at tilpasse sig og overleve i et korrumperet og hierarkisk system. Et system, et samfund, der uden at blinke byder sin befolkning “uendelig lidelse”.

Det er en meget stærk, og meget spændende novalla, der også skildrer kønsrollemønster og erotik (eller mangel på samme) i et almindeligt ægteskab i Kina.

Slutningen er både overraskende og tankevækkende, og man er meget rørt, når man lukker bogen.

Læs endelig denne letlæste og gribende historie, for at blive klogere på fremmede steder og skikke. Og på hvordan et samfund kan få individet til at træde sig selv under fode.

Sun Pin tilhører den yngre generation af forfattere i Kina. Hendes udgangspunkt er storbylivet og enebørnene, og i sine efterhånden mange novellaer undersøger hun ofte, hvad det har kostet hendes generation at tilpasse sig og overleve i en verden, hvor der stilles krav om succes på alle hylder.

Sun Pin: Uendelig lidelse, Forlaget Korridor, oktober 2019, 86 sider, oversat fra kinesisk til dansk af Sidse Laugesen.