// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Goes: Find med Finn
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Peter Goes: Find med Finn

Skrevet af den 17. december 2019 – 05:49Ingen kommentarer

Hjemme hos os er findebøger et hit for både store og små. Vi har fundet Holger et hav af gange og derfor glædede vi os også til at finde Finn.

Find med Finn er udover at være en findebog også en sammenhængende historie om drengen Finn og hans hund Seb, der skal ud og finde de lumske drillepinde. Hver side er et nyt opslag i historien, der også omfatter søuhyrer, drager og den slags ting, som kan vække en femårig drengs interesse, som min testlæser er.

Bogen er i lækker kvalitet, og det er tydeligt, at den er lavet af en tegner og illustrator, for der er smæk på det illustrative og grafiske. Det er en rigtig flot bog. Et lille kunstværk i sig selv.

Vi er som sagt store findebogsfans, men denne her er desværre aldrig rigtig blevet en favorit, selvom den på papiret har alle de rigtige ting.

Men hvorfor virker den så ikke for os? Måske fordi det hele er så mørkt, at det faktisk er svært at se, hvad der sker på siderne.

Måske fordi teksten er så lille, at det er svært for den voksne læser at læse højt uden at have bogen helt oppe i hovedet (nej, jeg ser ikke dårligt) og det er desuden skrevet med for eksempel lilla og mørkegrøn skrift på en sort baggrund. Det fungerer grafisk, men ikke i praksis.

Eller måske fordi alle siderne er så relativt ens? Det er sort streg på mørk, ensfarvet baggrund hele vejen. Jeg ved det ikke.

Forsiden er smuk og farverig og jeg tror rent faktisk, at det ville have gjort en forskel, hvis resten af bogen var fortsat i samme stil.

Har du brug for inspiration til andre findebøger, så er Jon Kabells Jagten på de hemmelige ting en storfavorit herhjemme.

Peter Goes, Find med Finn, forlaget Forlæns, august 2019, 28 sider.