// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Schultz Hansen: Genforeningen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Hans Schultz Hansen: Genforeningen

Skrevet af den 2. december 2019 – 07:29Ingen kommentarer

1920 var et af de store år i Danmarkshistorien. ”En røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!” skrev Henrik Pontoppidan om genforeningen, da Sønderjylland efter næsten 60 år forlod det tyske rige og blev en del af Danmark. Igen, ville mange nok sige, men det er som så meget andet omkring Slesvig en fortolkning af historien.

Siden det forsmædelige nederlag 1864 var de to hertugdømmer blevet en del af det tyske rige, og mange dansksindede slesviger – eller sønderjyder – blev formelt tyskere. De var godt nok blevet lovet en afstemning om deres nationale tilhørsforhold, men det løfte hoppede Bismarck let og elegant hen over i takt med de store tyske sejre over Østrig og Frankrig i de efterfølgende år.

Det tog en verdenskrig og et forsmædeligt tysk nederlag, før afstemninger kunne afgøre, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå og Christian d. 10 kunne ride over den gamle grænse på sin hvide hest. I bakspejlet ligner det en selvfølgelig succeshistorie, nærmest en historisk nødvendighed, hvordan grænsen blev trukket, men sådan var det naturligvis ikke. Det var en lang proces, der kunne været gået meget anderledes – og grænsen kunne bestemt også være havnet et andet sted.

Alt det får man en fremragende og pædagogisk introduktion til hos Hans Schultz Hansen. På bare én aften kan man få indsigt i hvordan kampen om grænsen og sønderjydernes sjæl bølgede både op til genforeningen, men så sandelig også efter. Det var ikke en givet sag, at de allierede efter 1. verdenskrig ville give danskerne en folkeafstemning, og det var slet ikke en givet sag, hvordan afstemningen skulle forløbe. Både nord og syd for den nuværende grænse var der mange, der forsøgt at påvirke afstemningsbetingelserne til deres fordel, så deres land kunne få den størst mulige del af Slesvig.

Der er mange følelser omkring Sønderjylland og genforeningen, og i jubilæumsåret 2020 skal vi nok få dem alle sammen op igen. Derfor er det befriende, at der er mulighed for på kun 100 sider at få en grundig indføring i genforeningen, afstemningerne, de politiske kampe og de mange modsatrettede interesser. Hvis du vil klædes på til genforeningsårets festtaler og diskussioner over kaffeborde, så er der ingen vej uden om dette bind af 100 danmarkshistorier.

Hvis det vækker din interesse for Sønderjylland, så kan du supplere med et tidligere bind, Hertugdømmet, der fortæller om Slesvigs historie op til 1800-tallet.

Genforeningen er otteogtyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt alle bøgerne i serien – skriv danmarkshistorier i søgefeltet i øverste højre hjørne, så finder du dem.

Hans Schultz Hansen: Genforeningen. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer 2. december 2019